I vinteren 1975 blev der gjort en epokegørende opdagelse fra Middelalderen i Lyngby.
Kirken var ved at blive restaureret. Kirkebænkene blev taget ned. En klump kalk faldt af. Og hvad var nu det, der pludselig kunne skimtes bag kalk og puds?
Kirkeværge Gunnar Damgaard Nielsen, Glamhøjvej 30, fik øje på noget ukendt, og så blev eksperterne trommet sammen. Også de mente, at det så interessant ud.
Resultatet af en minutiøs frilægning og restaurering ser du her: Et 850 år gammelt kalkmaleri, der er helt enestående i Nordeuropa, ja nærmest satte Lyngby på verdenskortet blandt fagfolk.
Kalkmaleriet er et af de ældste i Danmark. Det er på alder med kirken og viser to ryttere bevæbnet med lanser, lige i det øjeblik, da de støder sammen.
Kampen på lanser er et kendt motiv. De to er goter-kongen Theodorik og germaner-kongen Odoaker i 400-tallets Italien, og forbilledet skal man finde i San Zeno-kirken i Verona.
Men hvorfor nu i Lyngby? Sognepræst Vini Madsen, Borum Byvej 4, har forsket i spørgsmålet, og Vini har en klar teori. Herom har hun skrevet en lille bog, som er en blanding af facts og en novelle, der kan kaldes for sandsynlig fiktion. Et billede af Lyngby for omkring 850 år siden.
I våbenhuset findes nemlig en romansk gravsten med skrift over en kvinde, kaldet Gertrud Gunni Albertsons hustru. Ved at kæde rytterbillede, den romanske gravsten samt de øvrige af kirkens stenrelieffer sammen med egnen og tidens forhold, giver Vini Madsen et interessant bud på, hvordan det gik til, da lyngbyerne fik deres kirke.
Sådan en bog er der ikke mange landsbykirker i Danmark, der har. Og heller ikke sådan et billede.
Læs selv:
Vini Madsen: Gertrud og Gunni Albertsøn og Nonnerne fra Ring. En historie om Lyngby Kirke.