Af Holger Dalegaard (1932-2020)

Borum Vandmølle er en rigtig gammel mølle. Den har ligget der i hvert fald siden 1427. I 1581 registrerer Skanderborg Len Hans Persen i Borum Mølle. Der er derefter forskellige ejere til 1732, hvor Grev Friis, som har part i møllen, køber de andre ud og overtager den. Forskellige fæstere til 1885, derefter forskellige ejere. I 1866 brænder møllehuset, og der opføres et nyt af gule mursten. I 1981 brænder stuehuset. Et nyt opføres i samme stil som det gamle med både bindingsværk og stråtag.

I 1683 driver møllen et stykke jord, som tilhører Aarhus Domkirke. 1940 ejes den af Carl C. Petersen, som driver den som almindeligt landbrug og kun under krigen med lidt mølleri, fordi det i den periode var svært for landmændene selv at male deres korn, da elværket havde problemer med at levere strøm nok.

Møllen bestod på dette tidspunkt af et langt stuehus i bindingsværk på samme sted som det nuværende. Familien Petersen boede i den sydlige ende, og i den nordlige ende var der indrettet en lejlighed, som blev udlejet, først til en mand ved navn Kragh, som drev et mindre savværk i møllebygningen. Da han rejste, kom Anna og Johannes Nielsen, som boede der, indtil de købte huset Borum Møllevej 5, så kom Anine og Valdemar Rasmussen, som blev kendt som torvehandlere på torvet i Århus.

Endvidere var der en staldbygning i gule mursten, som blev brugt til heste-, ko- og svinestald. Mod øst lå en gammel bindingsværksbygning, som blev brugt som lade, men den styrtede sammen under snetryk en gang først i halvtredserne og blev ikke genopført.

Eget elværk

Mod nord lå den mest interessante bygning i gule mursten. Det var en meget høj bygning. Den er i tre etager, og der er højt til loftet. Det var den bygning, som blev brugt til møllevirksomhed, dengang møllen havde sin storhedstid. I den vestlige ende løb vandet fra mølledammen ind til et møllehjul. I 1683 ses det, at møllen har to overfaldshjul, som driver hver sin kværn.

Disse blev siden erstattet med en turbine, som trak et mindre elektricitetsværk, der kunne levere strøm til lys og trække de store kværne. Vandet løb fra turbinen i en dyb rende mellem stuehus og staldbygning og ud i bækken ved skoven.

På muren ud til vejen er der noget interessant. Her har mange skrevet deres navn og dato på en mursten, så det er et studium værd at læse det. Ud over navne står der også f.eks. “Ny Rug malet 28. Juli 1904”.

Mølledammen og stemmeværket

Nord for vejen lå den store mølledam. Det er et stort savn, at den efterhånden mudrede til og senere er jævnet og tilplantet. Det var i sin tid sjovt at betragte det svanepar, der sejlede rundt på dammen med gæslinger samt ænder og andre fugle, som altid var der. Det kunne man få megen tid til at gå med at betragte.

Mellem mølledammen og skoven løb den større Borum Møllebæk fra Lading Sø. Lige før Møllevejen var der bygget et sluseanlæg. Der var så stort fald på vandet, at der var bygget trapper, som vandet løb ned ad, det blev kaldt vandfaldet. Det var interessant at se, hvordan vandet brusede ned ad trapperne og fortsatte gennem møllens have mod syd og gennem skoven til Lyngbygård Å. Grunden til dette bygningsværk var at få vandet så højt, at det kunne drive møllehjulene, som skal have været meget store. Da stemmeværket var der, udnyttede en ejer i trediverne det til at anlægge et større ørreddambrug med vandforsyning gennem et stort røranlæg.

Festpladsen Mølletoften

Vest for møllens have lå en toft, som for mange står som et kært minde om sommerfester. Hvert år blev der afholdt ringridning der samt gymnastikopvisning, håndbold- og fodboldkampe og andre fornøjelser. Det var et arrangement, hvori næsten alle borgere fra Borum og Herskind deltog, så der var rigtig mange mennesker dernede. Efter krigen holdt disse fester desværre op, da der kom en vis affolkning af unge mennesker, hvorfor gymnastik- og idrætsforeningen delvis indstillede sin virksomhed, og da der (første gang) blev oprettet træningsbaner i Borum, kom det til at foregå der, men i meget mindre målestok.

Når man kommer forbi møllen, kan man vælge, til hvilken side man vil gå ind i skoven. Den sydlige del var ikke så fremkommelig, men der var dejlig fredeligt. Den nordlige del, som hedder Gydeløkke, tilhørte i min barndom Andreas Nielsen, Langelinie 39, og senere dyrlæge A. P Rasmussen, Langelinie 69. Den var meget velholdt med skovvejene slåede og i Andreas Nielsens tid afgræsset af hans hest og ko.

Hvis man gik i Gydeløkke-skoven, var der mulighed for at komme over bækken. Der havde tidligere været en træbro over bækken, men den var ikke blevet vedligeholdt, hvorfor den var rådnet væk. Kun stod der nogle enkelte pæle ude i vandet endnu. I stedet lå der en stor træstamme tværs over vandet. Den kunne man balancere over på med forsigtighed.

Så kom man over i en skov, hvor bækken snoede sig mellem træerne. Det er en tur, der skal opleves for at forstå, hvor skønt der var her, før den nye landevej blev ført igennem.

Denne skov bærer præg af, at den var den sidste skov, som Frijsenborg afstod, og de senere ejere har værnet om de flotte bøgetræer og ikke hugget ned med hård hånd, når der var mulighed for at tjene penge. Der var også mulighed for at fange en fisk. Det var bare noget, man gjorde dengang. Der var ingen fiskekort eller fiskeudlejning, man skulle bare opføre sig ordentligt, så var der ingen, der sagde noget til det. Når man var kommet så langt ind i den nordlige del af skoven, var der flere, som gik ad Møllegårdens markvej tilbage. Den er ca. 1 km. lang. Her kunne man følge landbrugets gennem årstiderne i et helt andet område, som dog ikke lå ret langt fra Møllevejen.

Jeg har valgt at beskrive det ejendommelige areal og den natur, som endnu er omkring Møllevejen. De store skrænter er et resultat af istiden for 10.000 år siden, da der blev dannet tunneldale under gletsjerne af smeltevandsstrømmene, der løb under isen, og som gravede sig ned i gletsjernes underlag. Det er mærkeligt at gå her og tænke på, hvad der er dannet for så lang tid siden, og som stadig kan ses. Derfor synes jeg også, at det er værd at værne om sådan et terræn.

Nybyggeri langs Møllevejen

Indtil 1940 var der slet ingen  bebyggelse langs Møllevejen mellem Borum og Borum Mølle. Kun var der vejen op til Møllegården og så den idyliske Borum Vandmølle. I 1942 overtager André Pedersen sin moders gård, Borum Byvej 12, og sælger Bækgården, Borum Byvej 10, til Erik Nissen, som straks går i gang med at flytte stald- og ladebygninger ud på sine arealer og opføre en ny ejendom. Erik Nissen kalder sin ejendom på Borum Møllevej 27 “Møllevang”.

I årene 1945 til 1955 blev bygget 11 huse på nogle arealer, der ikke var anvendelige til landbrug. De var derfor billige at erhverve, og da der ikke var nogen regler for byggeri, gik man bare i gang med at bygge sig et lille hus. Da der var kommet byggeblokke i stedet for mursten, kunne de fleste med lidt snilde selv bygge murene op, hvorfor der kom nogle billige huse. Selv om de måske ikke var så smukke som de traditionelle huse, man var vant til på den tid, fik man sit eget hjem.

Mange var kede af, at der blev bygget disse huse. De følte sig iagttaget fra vinduerne, når de gik tur til møllen. Det var måske ikke rigtigt, men følelsen er nok, og når snakken gik om,  hvem der gik tur med hvem, kan man godt forstå det. Der var ikke alle steder så ryddeligt, men som haverne voksede til, og husene blev bygget om, så blev det bedre.

To amtsveje slået igennem

Der havde gennem mange år været planer om at bygge en landevej fra Mundelstrup til Sorring. Den var lavet i flere etaper fra Herskind til Sorring og blev også lavet fra Viborgvej i Mundelstrup til Borum skel. Man manglede nu kun stykket i Borum, som man ikke havde fastlagt hvor skulle gå.

Der var planer om, at vejen skulle gå nord om Borum, men ved jordbundsundersøgelser måtte man droppe denne linjeføring. Da der kun manglede stykket i Borum, blev det besluttet, at Langelinie og Møllevejen midlertidig skulle gøres til amtsvej. Det gav en forøgelse af trafikken både gennem byen og på Møllevejen, og det fremmede i hvert fald ikke idyllen.

Men i 1976 skete dog den største vandalisme på det smukke og særprægede område. Nu havde amtet fundet en løsning på, hvordan vejene skulle gå uden om Borum. Landevejen Mundelstrup-Sorring skulle gå syd for Borum og Stillingvej flyttes længere mod vest. Det medførte, at der skulle nedrives to huse, Møllevej 21 og 23, og her blev bygget en bro over Møllevejen, samtidig med at Stillingvej blev ført over på en høj dæmning. Det var, som om der blev et skel midt i dalen.

Men det blev værre, da den nye vej syd om byen skulle over Møllevejen lige vest for Møllevej 5. Her blev bygget en dæmning over dalen, og da man ikke ville bygge en tunnel, så der stadig var trafik til møllen og Mølleskoven, blev Møllevejen blind til nr. 5, hvor der blev lavet en lille vendeplads. Dog blev der lavet en lille tunnel helt oppe på toppen af dæmningen som gennemgang for cykler og gående. Den var dog så bred, at en personbil kunne komme igennem, da man var så venlig at glemme at sætte de chikaner op, der skulle være på begge sider af tunnelen.

Det gik helt fint, indtil én beboer forlangte at få dem sat op. Så var det slut med at køre i bil ned til møllen.

Nu er den del af arealet, der ligger mellem broen og dæmningen ligesom en gryde med de høje skrænter, så beboerne må føle sig noget indeklemt og uden for fællesskabet med byen. Men helt galt er det dog for dem vest for dæmningen, Møllevej 1 og 3 samt vandmøllen. Deres adgang sker nu fra Herskind.

(Let forkortet. Hele manuskriptet kan ses i arkivet)

Mere om emnet:
Chr. Heilskov: Vandmøller i Aarhus Amt. I Aarbøger for Historisk Samfund for Aarhus Stift, 1941.