Frem til 1924 lå et lille stykke af Borum-Lyngby Kommune som en enklave inde i Brabrand-Årslev Kommune.
Det hørte under den største gård i Brabrand Sogn, Tousgården (Tovsgården).
Gårdens bygninger findes endnu og ligger på begge sider af Edwin Rahrs Vej nær krydset med Gudrunsvej og Lenesvej.
Stuehuset var i 1964-67 den statelige ramme om den tegnestue, hvor Gellerupparken blev til (ak!). Siden blev det hovedkontor for Brabrand Boligforening ind til udgangen af 2011.
Hele området er bygget til med Gellerupparken og Toveshøj.
Edwin Rahrs Vej er en del af den tidligere Ryvej eller rettere én af de gamle Ry-veje, vejene mellem Århus og Ry.
Baggrunden for det lille stykke Lyngby i Brabrand ligger tilbage i den feudale tid. Det meste af Åby Sogn tilhørte Lyngbygård, men efter udskiftningen af Åbys marker købte de fleste af gårdejerne sig fri. Lyngbygård beholdt dog nogle højtliggende jorder kaldet Tovsagrene i grænseområdet mellem Åby, Hasle og Brabrand, fortæller forfatteren August F. Schmidt i “Brabrand og Aarslev Sognes Historie bind V”, 1947.
Dragonernes eksercerplads
I nogle årtier i 1800-tallet udlejede godsejer Johannes Friis, Lyngbygård, disse marker til eksercerplads og hestegræsning for 3. Dragonregiment i Århus. Efterhånden kom hele området under Brabrand som matrikelnumrene 1a og 1b Tovsmark. På en del blev Tovsgården bygget i 1842.
I 1872 var der bryllup på Tovsgård. Ejeren, I. P. Th. Qvistgaard blev gift med Johannes Friis’ datter, Clara Friis. Da brugte hendes far sin del af Tovsmarken som brudegave, hvormed Tovsgård ifølge Schmidt fik “en fortrinlig Arrondering af sine Jorder”.
Ejendomsskatten af de 30 tønder land skulle godsejeren dog betale til Borum-Lyngby, og sådan blev det ved indtil 1924.
21.01.12
pp
_______________________________________________________________________