Fællesskabet hjalp de svage til at overleve – men heller ikke mere
Bysvinget 21 var engang officielt fattighus for Borum-Lyngby. Der har også været andre, før kommunen i 1882 slog sig sammen med Sabro-Fårup Kommune om at få en lidt
større fattiggård. Denne udviklede sig siden til alderdomshjem og plejehjem. Denne fattiggård lå såmænd på samme sted, som nu efter flere navneskift hedder Sabro Folkehus – hjørnet af Stillingvej og Sabro Kirkevej.
Men tilbage i begyndelsen af 1800-tallet blev syge og gamle i Borum-Lyngby proppet ind i Bysvinget 21. Altså hvis de ikke havde nogen børn, der kunne tage sig af dem. Hvorfor lige der? Sandsynligvis fordi huset havde været billigt til salg.
Det kan være gået til på den måde, at et fattigt menneske oprindelig selv ejede huset. Så skete det tit, at fællesskabet overtog huset/rønnen mod at forsørge den gamle indtil en forventet snarlig død. Derefter kunne næste hold fattige rykke ind. Det kunne være gamle, syge eller forældreløse børn.
Mindst to mere
Fattighuset i Bysvinget var ejet af bymændene og stammede altså, fra før kommunen blev opfundet i 1840’erne. I 1878 indrømmer sognerådet, at det er så forfaldent, at man må have fat i et andet. De køber så “Søren Pedersen Jensens hus ved den nordre gade” af Søren Hvidkjær og sætter det lidt i stand. I 1895 bliver dette hus, der nu ligger “nord for Byen”, solgt til nedbrydning. Vi ved meget lidt om de to fattighuse.
Et noget ældre billede af Bysvinget 21. Det er fra før 1966, men dog længe efter at her var fattighus. |
Efter ibrugtagning af den fælles fattiggård var det tid til oprydning. Protokollen for Borum-Lyngby Sogneråd afslører dermed den 2. juli 1883, at der faktisk har været min
dst to fattighuse mere. Borum-Lyngby Kommune sælger nemlig “Huset i Nørregade” matr. 7k til købmand Ejstrup og “Huset i Søndergade” matr 27b til træskomand Niels Koch. Det første sted hedder i dag Bysvinget 16, og fattighuset må nok have ligget i den nuværende have til den senere skole. Det sidste hus lå på Langelinie omtrent på det sted, hvor vejen Løkkediget i dag begynder.
Først 10 år senere sælger kommunen dog Bysvinget 21. Køberen er en skomager Peter Nielsen. Da tingbogen stadig havde ”bymændene” som ejere, blev skødet underskrevet af ”samtlige bymænd”, selv om dette begreb faktisk var udgået af lovgivningen.
Har kommunen ikke også haft fattighus et sted i Lyngby Sogn? Det er ikke utænkeligt. Men det har i så fald ikke sat sig nogen spor. I hvert fald ikke nogen, vi har fundet endnu.
De fattige gik på omgang
Allerede i 1500-tallet samlede man småmønt ind til de fattige i den svære pengeblok, der endnu står i Borum Kirkes våbenhus. Den periode ved vi endnu mindre om. I den katolske tid indtil 1536 gjorde kirker og klostre dog generelt en del for syge mennesker. Om munkenes caritas, næstekærlighed, strakte sig så langt som til Borum og Lyngby, er dog ukendt. Efter 1536 overtog kongemagten værdier, herligheder – og ansvar.
Det gik, som det bedst kunne, indtil der i 1708 og 1732 kom forordninger om lokalsamfundenes sociale ansvar – som vi ville kalde det i dag.
Før fattighusets tid gik fattige folk derfor på omgang hos bønderne, hvor de skulle have kosten. Skik og brug blev, at gårdmændene skulle bespise den fattige én dag pr. tønde hartkorn (et mål for jordens værdi). Gamle mennesker var dermed helt i lommen på dem, der havde jord at producere fødevarer på.
Dette system fortsatte faktisk parallelt med, at kommunen havde egne huse. Måske fordi der simpelthen blev for mange gamle til, at fattighusene kunne rumme dem. I 1877 blev fattiglem Lisbet Pedersen i hvert fald “udsat i pleje” for et år hos en tømrermester, og for det betalte kommunen 24 kr. i kvartalet. Skulle hun blive sengeliggende, lød aftalen på, at tømreren skulle have 10 kr. mere.
Lisbet døde i øvrigt, inden kontrakten udløb, og “hendes faa Efterladenskaber ilægges, hvad ej kan bruges til Fattigvæsenets Tjeneste”.
Vinter for Ane Marie
I 1860 behandlede den såkaldte forligsmægler en klage fra en gårdmands enke, der ellers i princippet burde have sit på det tørre.
Det var Ane Marie Jakobsdatter, der i fem år havde haft en tinglyst aftægtskontrakt, altså en nedskreven aftale om, hvordan næste mand på gården skulle holde liv i hende. Men det var han rent ud sagt sprunget op og faldet ned på, og nu var det blevet vinter.
I mange tilfælde var den nok gået, så den gamle kone havde været nødt til at tigge og sulte sig igennem vinteren. Men i dette tilfælde havde enken en svigersøn, der kendte rettighederne og mødte op for hende hos forligsmægleren. Han medbragte en liste.
Det interessante er egentlig ikke sagens udfald, men hvad tvisten helt materielt drejede sig om:
“Til 1. Oktober 10.000 St. Tørv i gode tørre Sedre indsat i min Aftægtsbolig. Til 1. November 1 Td. Rug. 4 Skp. Malt. 2 Skp. Byg. 2 Skp Byggryn. 1½ Skp. Boghvedegryn. Til Mortensdag 1 levende fed Gaas. 1 Skp. Salt. 4 Pd. Humle. 1 Lp. Hør samt 4 Rigsbankdaler i kontant Penge.”
Var det meget til at stå vinteren igennem med? I hvert fald langt mere end for Lisbet Pedersen og de andre, der ikke havde en aftægtskontrakt.
Fælles med nabokommunen
Den fælles fattiggård for Borum (520 indbyggere), Lyngby (232 indbyggere), Sabro (491 indbyggere) og Fårup (423 indbyggere) løftede fra 1882 standarden en smule. Grundlæggende var den dog et landbrug, hvor ”fattiglemmerne” skulle arbejde for føden. Stort set hvad enten de kunne eller ej.