Af Aase Suk

Det var sidste skoledag før juleferien i 1958. Alle syv klasser i Lyngby Skole (egentlig kun to, nemlig bette klasse og store klasse) var samlet i skolestuen. Nogle af de ældste børn havde pyntet op med gran og levende lys.

På katedret havde min bror Leif lavet en grotte af pap og vat. I grotten var der nisser og et lille bitte juletræ og under træet små pakker med ingenting i.

Vi startede dagen med at synge julesalmer og -sange, og derefter kom Harlev-bageren Magnus med en stor plade fyldt med wienerbrød.. Der var også en kasse med sodavand.

Da pladen var tømt, og sodavanderne var drukket, læste lærer Hermansen en julehistorie for os. Vi sad alle pænt og lyttede, mens han gik frem og tilbage foran katedret og læste. Pludselig gik der ild i gran og vat.

Hermansen var snarrådig og råbte, at vi skulle blive siddende på vores pladser. Han tog den tomme bageplade, klappede den ned over flammerne og kvalte ilden.

Pyha, vi blev forskrækkede, men alt gik så hurtigt, og kun overfladen på katedret tog skade. Det måtte have en afhøvling og en gang lak i det nye år 1959.