Tanken er smuk: Hvert barn skal dyrke sin egen lille have. Bare en halv snes kvadratmeter, men nok til at se sine egne planter gro frem og følge naturens kredsløb.
For 70 år siden kunne det også lade sig gøre i praksis – i hvert fald i Lyngby.
I dag går forsøg med de såkaldte skolehaver i folkeskolen op i hærværk og manglende pasning – blandt andet fordi både børn og lærere jo nu engang holder sommerferie i vækstsæsonen. Men da dette billede blev taget, boede førstelærer Gunnar Madsen i skolen og børnene lige omkring den.
Madsen, der var lidt af en pædagogisk foregangsmand, virkede i Lyngby i 1930-34 og blev i øvrigt siden en berømt mand i Gylling ved Odder.
I hans tid i Lyngby begyndte de store børn at spille håndbold. Og altså dyrke skolehaver, en aktivitet som fortsatte i en snes år under efterfølgeren, C. A. Lykke-Møller.
Her er hele den store klasse i skolen stillet op til fotografering i haverne, der lå lige syd for skolebygningen. T.h. ses med vest Tage Kragh, senere Borum, og i hvid skjorte Laurs Eriksen. Foran Bent Bigum. T.v. Arne Jensen.