Den store folkemindesamler Evald Tang Kristensen (1843-1929) kom også til Borum på sine mange rejser, hvor han utrætteligt støvede mundtlige beretninger op fra gammel tid.

I Borum hørte han et sagn om, hvad man kunne møde i den mørke del af døgnet. Man skal tænke på, at der var betydeligt mere mørkt end i dag, hvor man stort set alle vegne kan se elektrisk lys. Det kunne man bestemt ikke i 1800-tallet.

Derfor var det svært at se… ligtoget!

Historien står i “Danske Sagn, Ellefolk, Nisser og adskillige Uhyrer samt religiøse Sagn, Lys og Varsler”, Bind II, Aarhus 1893:

Det vil a rele it

“To gamle Koner i Borum fulgtes en Aften ad, det var saadan i Udkanten af Byen. Saa gik pludselig den ene af Vejen og op ved den anden Side af Grøftekanten, og hun sagde til den anden:

“Kom, kom herop”.

“Nej, det vil a da rele ikke, a vil ikke gaa og humple der oppe i Steden for at følge Vejen”

“Ja, du kan jo da komme herop”, siger den første igen.

“Nej”, svarede den anden, men lige i det samme hun sagde det, snublede hun og var lige ved at falde.

“Kom da herop!”

Men hun vilde ikke. Saa snublet hun igen. Den første sagde det tredje Gang:

“Kom da herop!”

Nej, hun vilde nu ikke, og saa snublet hun tredje Gang og var næsten faldet.

“Ja, nu vil a op til dig, her kan a ikke gaa, a ved ikke, hvad der er i Vejen”

“Nej, nu behøver du ikke at komme, for nu vil a ned til dig igen”

“Ja, hvordan kan det da være, du gik derop?”

“Det kan a ikke sige dig i Aften, men i Morgen da skal a sige dig det”

En naturlig forklaring af en slags

Dagen efter fortalte hun det saa. Det var en Ligskare, hun var kommen imod, men hun turde ikke fortælle det om Aftenen, for saa var hun blevet syg.

Saa vilde den anden jo vide, hvad hun var snublet over, og hvordan det havde sig med det.

Ja, første Gang var hun snublet over Hestene for Ligvognen, og anden Gang over Kisten, men tredie Gang, da hun kom bag ud af Vognen, var hun nær falden. Det kunde den anden Kone gaa og se der oppe paa Kanten. (Maaske hun ogsaa var snublet over Folkene, der gik foran Vognen).

Nu kører Ligvognen altid forrest, men i ældre Tid gik Følget foran, eller ogsaa kørte de.”

Græstørv

August F. Schmidt føler i bogen “Fra Aarhusegnens gamle Landsbyer”, Brabrand 1960, trang til at tilføje følgende gammelkloge bemærkning:

“Konen er vel i Mørket snublet over nogle Græstørvsdynger, der har ligget langs med Vejrabatten, eller ogsaa er hun faldet i nogle af de mange Huller og Ujævnheder, der altid fandtes paa de gamle Landsbyveje.”

Ja ja. Så siger vi det…

10.12.08
Peter Poulsen