Historier

Alfabetisk indgang til nogle af de røverhistorier i Borum-Lyngby, der er værd at huske på:

Borum Bys bankende hjerte

Lokalhistorisk Arkiv
Borum Byvej med bl.a. torvet, købmandsgården, benzintanken, bageren og Bækgården.

Borum Byvej med bl.a. torvet, købmandsgården, benzintanken, bageren og Bækgården. Klik for større foto.

Borums historiske centrum befinder sig lige her.

I Borum Kro, Borum Byvej 16, mødtes de lokale gennem århundreder med hinanden og med dem, som var på rejse. Så her var der altid nyheder og sladder at hente.

Landevejen mellem Skanderborg og Randers gik på den ene led. På den anden led gik landevejen mellem Århus og Viborg indtil midten af 1800-tallet også gennem Borum (Langelinie-Bysvinget-Eshøjvej).

Kroen blev til købmandsgård, og da det gik bedst i 1950erne, byggede købmand Juel Kjær den nuværende knast på facaden over for forsamlingshuset og satte en ordentligt stor butiksrude i efter datidens sædvane.

Men bortset fra denne tilbygning, som heldigvis siden er modereret noget, ligner meget virkelig sig selv, når man sammenligner nutiden med dette foto, som vi daterer til slutningen af 1940’erne.

Til venstre skimtes et lille, pænt anlæg, der lå som en trekant omkring mindestenen og med kørevej på alle tre sider. Så kommer købmandsgården med en benzintank med Esso. Længere nede ad vejen holder bager Møllers bil foran bageriet med kringle-symbolet, og så følger en længe af Bækgården – nu nyopført i samme profil til Lasse Pedersen, Borum Auto.

Købmanden lukkede i 1971, og så kom der kollektiv i købmandsgården som sidste nye skrig i datidens samfundsudvikling. I dag privat beboelse med tre husstande.

Borum Byvej fyldt med heste

Lokalhistorisk Arkiv
Fra Aarhuus Stiftstidende 16. april 1940.

Fra Aarhuus Stiftstidende 16. april 1940.

Dette billede blev taget en uge efter besættelsen af Danmark 9. april 1940, og det vil være fristende at se begivenheden i det lys. Men det skal man muligvis slet ikke.

Militæret, nemlig 9. Artilleriafdeling i Århus, udstationerer 75 heste på landet, og her er vi midt i Borum, hvor den operation foregik.

Landmændene var nemlig vant til, at et antal ride- og som her trækheste kom “på sommergræs” i ret stor afstand fra garnisonerne, hvortil de så naturligvis kunne tilbagekaldes om nødvendigt. I mellemtiden kunne bønderne bruge hestene til markarbejdet. Avisen skriver, at de mønstrede dem, “for at man kan se, til hvilket Arbejde de særlig egner sig”.

Om tyskerne og forsvarets ledelse allerede på dette tidspunkt var i gang med trække de sidste tænder ud på det danske militær, eller øvelsen tværtimod gik ud på at gøre hestene usynlige for besættelsesmagten, kan vi ikke umiddelbart svare på.

Mødte sin afdøde mand

Billedet må være taget med trappen foran Borum Bageri, Byvej 14, som udsigtsplatform.

Til venstre skridter et par lokale landmænd mulighederne af. Det skal være husmand Aksel Christensen, Tingvad 14, og husmand Marinus Jensen kaldet Molboen, Stillingvej 209.

Til højre ses forrest et hjørne af mejeriet på Borum Byvej 9, så Bækgårdens staklade (i dag Borum Møllevej 31) med vognmand Ove Christensens lastbil foran, så et rummeligt cykelværksted, derefter Centralen, Borum Byvej 3, og bagest huset Borum Byvej 1, hvor Borum Tømrer- og Snedkerforretning få år senere blev grundlagt. Alle bygninger på nær stakladen findes endnu.

Billedet hang i en årrække som fotostat i stor størrelse i forsamlingshuset. Her fik en nordjysk gæst sig i 2000 en stor overraskelse. Hun mødte nemlig sin afdøde mand: “Soldaten i den lyse uniform i midten er min mand, Møller Nielsen fra Flauenskjold, som ung. Han havde soldaternummer 82”, oplyste Inger Nielsen fra Hulsig ved Skagen.

Borum fik 20 år som vindmølleby

Lokalhistorisk Arkiv
Tre af seks lokale vindmøller fotograferet omkring 1995.

Tre af seks lokale vindmøller fotograferet omkring 1995.

Engang for ikke så længe siden var Borum pionér i vedvarende energi.

Da hele Danmark vågnede med olietømmermænd i 1970’erne, lagde forudseende mennesker grunden til den udvikling, der i dag har gjort Danmark i almindelighed og Østjylland i særdeleshed til hele verdens centrum for vindkraft med firmaer som Siemens Gamesa, Vestas og Suzlon.

I Borum begyndte det tæt på toppen af Borum Eshøj. På en mørk dag med 13 graders frost, 11. december 1981, blev den første vindmølle rejst bag Højballegård, en 55 kw mølle af mærket Nordtank. Idémanden var Kim Vogt, dengang beboer i kollektivet på Thoushøj, Langelinie 69.

Bare fem år senere stod der hele seks vindmøller i Borum Sogn, og foruden Nordtank var også mærkerne Bonus og Micon nu blevet repræsenteret. Tre møller stod på det første sted ved Borum Eshøj, og tre andre (billedet) var blevet rejst ved bakkedraget med det gamle navn Draghøj syd for Langelinie/Borumvej.

Alle møller var andelsejede, og to af dem havde lutter lokale ejere i selskaberne Borum Eshøj Vindkraft og Langelinie Vindkraft. Stemningen var god – også selv om den første mølle i en storm løb løbsk og smed vingerester flere hundrede meter væk.

I 20 år fik Borum lov til at være selvforsynende med ren elektricitet. Så sluttede det brat. Møllerne kunne sådan set nok have kørt den dag i dag og givet et lille bidrag til at reducere CO2-problemet. I Tyskland ser man i hvert fald endnu mange af samme typer. En energipolitisk beslutning i Folketinget gjorde dog med ét slag Borums møller til underskudsforretninger, men det er en helt anden historie.

Det samme er en nyere problemstilling: kommunens tanker om 150 meter høje kæmpevindmøller. I årene 2014-2018 spøgte de i området ved Vindhøj. Dem er der ikke megen lokal opbakning til, tværtimod.

Borum Idrætsforening

Lokalhistorisk Arkiv

april-2010-7-1-borum-idraetsforeningI 1930’erne, fyrrerne og halvtredserne havde Borum en aktiv idrætsforening, BIF.

Dengang var der mange karle og piger på gårdene og i byen, så byen kunne sagtens stille hold til både fodbold og håndbold.

Hver sommer holdt man et ret stort stævne med ringridning, fodbold og håndbold ved Mølletoften. Her var der stemning, som var det en landskamp.

Borum Idrætsforening var tilmeldt en hovedforening og skulle spille et antal kampe mod naboforeningerne. Men først skulle der trænes, og det foregik på en mark. I 1950’erne fik man mere faste forhold og et klubhus ved Langelinie 62 – samme sted som Borum Idrætsforening genopstod et halvt århundrede senere.

Borum IF, altså den første af dem, vandt i årenes løb en del pokaler, som i mange år var udstillet i forsamlingshuset. Nu passer Arkivet på dem.

På billedet, som er fra ca. 1939, kan vi i bageste række kende Svend Nielsen, Magnus Thomasen, Evald Thomasen og Ejgil Jensen. Forrest i midten sidder den dygtige målmand, Orla Ljunggreen.

Borum Mølle blev så god som ny

Lokalhistorisk Arkiv

vandmoellenEn februardag i 1981 rykkede brandvæsenet ud til Borum. Det var det gamle, stråtækte stuehus til Borum Vandmølle, der var gået ild i, og huset stod ikke til at redde.

Ejendommen havde nu også kendt meget bedre dage på det tidspunkt. Selve mølleriet var nedlagt, en del af grunden på modsatte side af Møllevejen havde længe været lergrav for Tilst Teglværk, og sidst drev en kludemand lagerudsalg i bygningerne.

Læge Leif Thuesen fra Herskind havde netop købt møllen, og efter branden tog han fat på at få genskabt det lange stuehus i høj kvalitet og med respekt for traditionen. En del af det gamle bindingsværk kunne genbruges, som det blandt andet kan ses her. Resultatet blev et stuehus af høj kvalitet.

Borum Vandmølle er ældgammel. Allerede i 1427 nævnes møllen første gang i en skriftlig kilde. I 1682 var den underlagt Skanderborg Slots Ryttergods, og i 1732 fik vandmøllen Frijsenborg som eneeejer.

Den toetagers mølleribygning, som endnu ligger ud mod vejen, er fra 1866, hvor en forgænger brændte. I sin velmagt rummede bygningen i 1930 et overfaldshjul på fire alen (2,5 meter). Ifølge møllehistoriker Bertil Larsen, Holme, var der ligeledes savskæreri og eget elværk.

Borum Taxi

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment
1992-9-10a-Langelinie-37-00

Fru Bomholt klar til at køre folk til fest.

I 1928 var det højst usædvanligt, at en kvinde brugte hele sin energi på udearbejde og havde en ung pige til at passe hus og hjem imens.
Men Borums lillebilchauffør i de følgende ni år, Dorthea Bomholt, Langelinie 37, var heller ikke helt almindelig.
Hendes mand, Niels Bomholt, var begyndt med lillebil (i dag ville vi nok sige taxi) nogle år tidligere, men nu fik de to Ford-biler, og Dorthea begyndte at køre på lige fod med manden.
Kørekortet var det ikke så vanskeligt at erhverve, fortælles det:
Mekaniker Theodor Staack, Langelinie 62, kørte lidt rundt med hende, så tog hun til køreprøve, bestod og efter et år kunne hun få erhvervskort hos politiet. Ikke noget med teori og øvelsesbaner.
Dorthea Bomholt kom langt omkring. Det var tit til familiebesøg og fester, der skulle køres til og fra, så det blev lange dage. Man kørtei øvrigt ikke ret hurtigt sammenlignet med i dag.
Dorthea var en god og vellidt chauffør. Mange bad udtrykkeligt om at køre med hende, fordi man vidste, at hun overholdt sin tavshedspligt. Ingen fik noget at vide om, hvad hun erfarede på turene.
I 1919 blev hun ramt af gigtfeber, men ved hjælp fra byens læge, Due Petersen, blev hun rask i nogle år. Den usædvanlige kvindelige chauffør afgik dog ved døden i 1937 i en alder af kun 37 år.

Borum Teglværk

Lokalhistorisk Arkiv

Der findes ingen billeder af Palle Hansens eller Rasmus Nielsens teglværk(er). I stedet viser vi undtagelsesvis et fremmed billede, som vi har fået lov at låne af det lokalhistoriske arkiv i Hejnsvig. Det viser forberedelserne til teglbrænding i Donslund for over 100 år siden.

Også i 2022 blev der gjort en ny, lokalhistorisk opdagelse i vores område. Denne gang var det en pensionist i Horsens, Poul Anton Sørensen, der fandt noget nyt gammelt, nemlig en hel virksomhed.
Poul Anton Sørensen er med til at udgive østjyske bind om gamle teglbrænderier i Nationalprojektet Danmarks Teglværker, og han er en ørn til at finde og tyde gamle dokumenter.
I Borum-Lyngby er alle spor nemlig slettet og al lokal erindring forlængst uddød om, at der i nogle få år midt i 1800-tallet blev gravet ler og brændt mursten på Borum Feldhede, nærmere bestemt på den nuværende adresse Stillingvej 210.

Helt ude på heden
I 1856 købte den 29-årige teglbrænder Rasmus Nielsen to hedelodder af den vidt kendte gårdmand Palle Hansen på Bækgården. Lodderne, matr. 3c og 5d, var smalle og strakte sig tværs over landevejen ned mod Storkesig Bæk. Små to år senere udbød Rasmus Nielsen til salg i Aarhuus Stiftstidende: “En Eiendom med Teglværk beliggende mellem Borum og Sabro”, og man kan henvende sig til “Eieren, der boer ved Stedet”.

Aarhus Stiftstidende d. 30. november 1857

I forvejen vidste vi, at Palle Hansen selv oprettede et teglværk i 1850. Om ham er der skrevet meget. Han var en usædvanlig driftig bonde og fik også bygget en hollandsk vindmølle, nemlig på den senere ejendom Møllegård, nu Skivholmevej 19.
Mellem møllen og Bækgården, neden for den senere opførte ejendom Mølvang, Borum Møllevej 27, er der for mange år siden blevet gravet ler.
Også her er alle spor dog slettet, og graven blev fyldt før midten af 1900-tallet. Så ingen kan bevise, hvor Palle Hansens teglværk lå.
Palle Hansen arbejdede der i øvrigt næppe selv. Gårdmanden ansatte fagfolk, og en af disse var netop Rasmus Nielsen. Han kom til Borum fra Grøttrup ved Hjortshøj i 1854 og boede med kone og to små børn til leje i et af landsbyens mange små huse. Man kaldte det, at han var indsidder.
Nu fik Rasmus foden under eget bord lidt nord for landsbyen. Men begyndte han for sig selv? Skete det i samarbejde med Palle Hansen? Som underleverandør? Eller var det i virkeligheden Palles teglværk, der fra begyndelsen lå et helt andet sted, end man i eftertiden har antaget?
De spørgsmål kan fortsat ikke besvares med nogen grad af sikkerhed.

Hans Broge i Rætebøl
Til gengæld er det i mands minde, at to stuehusene, der begge har tilknytning til Palle Hansen, blev bygget nogenlunde ens og af nogle grågule mursten. Nemlig Bækgården, Borum Byvej 12, og den ene Nyvangsgård, Stillingvej 224.

Aarhus Stiftstidende d. 25. juni 1860

Murstens-eventyret i Borum sluttede i øvrigt efter få år. Teglværker, der dengang var temmelig primitive, åbnede og lukkede i rask tempo.
Også Lyngbygård havde en overgang omkring 1860 eget teglværk.
Men stordrift vandt. I 1858 tog den tyske ingeniør Friedrich E. Hoffmann patent på en såkaldt ringovn. Den effektiviserede teglbrænding betydeligt og sparede på brændslet. Så ringovne udkonkurrerede efter nogen tid de gammeldags kammer-teglværker som det (dem) i Borum.
Ved Rætebølvej lige øst for Lyngby oprettede storkøbmanden Hans Broge, Århus, et storstilet, moderne anlæg, lige ved banen.

Ved Borum Mølle
Aarslev Teglværk, hed det, men også her må alle afslørende spor nu siges at være væk. Hvis man da undtager de mange mursten, der sidder i bygninger den dag i dag og afslører sig med et indgraveret AARSLEV, når man tager én af dem ud eller river hele bygningen ned.
Da leret slap op, flyttede Hans Broge produktionen til Viborgvej ved Todderup. Stenene blev præget med TIILST. På stedet ligger nu  Stena Recycling og Plantorama. Lergraven kaldes i dag Tilst Bypark.
Bunden blev også nået i den, og i de sidste år i 1970’erne hentede Tilst Teglværk ler ved mølledammen til Borum Vandmølle. Området bag Borum Møllevej 1 – nu med skov – blev fyldt op, og man skal ikke sparke længe i jorden mellem egetræerne, før man finder fejlbrændte mursten i alskens faconer.
Carlsberg Teglværk i Haslund ved Randers drev i samme periode en stor lergrav syd og vest for Møllegård, Skivholmevej 19.

Borum Vandmølle og Møllevejen

Lokalhistorisk Arkiv

Af Holger Dalegaard (1932-2020)

Borum Vandmølle er en rigtig gammel mølle. Den har ligget der i hvert fald siden 1427. I 1581 registrerer Skanderborg Len Hans Persen i Borum Mølle. Der er derefter forskellige ejere til 1732, hvor Grev Friis, som har part i møllen, køber de andre ud og overtager den. Forskellige fæstere til 1885, derefter forskellige ejere. I 1866 brænder møllehuset, og der opføres et nyt af gule mursten. I 1981 brænder stuehuset. Et nyt opføres i samme stil som det gamle med både bindingsværk og stråtag.

Borum Vandmølle med mølledammen i forgrunden set mod syd i 1925.

I 1683 driver møllen et stykke jord, som tilhører Aarhus Domkirke. 1940 ejes den af Carl C. Petersen, som driver den som almindeligt landbrug og kun under krigen med lidt mølleri, fordi det i den periode var svært for landmændene selv at male deres korn, da elværket havde problemer med at levere strøm nok.

Møllen bestod på dette tidspunkt af et langt stuehus i bindingsværk på samme sted som det nuværende. Familien Petersen boede i den sydlige ende, og i den nordlige ende var der indrettet en lejlighed, som blev udlejet, først til en mand ved navn Kragh, som drev et mindre savværk i møllebygningen. Da han rejste, kom Anna og Johannes Nielsen, som boede der, indtil de købte huset Borum Møllevej 5, så kom Anine og Valdemar Rasmussen, som blev kendt som torvehandlere på torvet i Århus.

Endvidere var der en staldbygning i gule mursten, som blev brugt til heste-, ko- og svinestald. Mod øst lå en gammel bindingsværksbygning, som blev brugt som lade, men den styrtede sammen under snetryk en gang først i halvtredserne og blev ikke genopført.

Eget elværk

Mod nord lå den mest interessante bygning i gule mursten. Det var en meget høj bygning. Den er i tre etager, og der er højt til loftet. Det var den bygning, som blev brugt til møllevirksomhed, dengang møllen havde sin storhedstid. I den vestlige ende løb vandet fra mølledammen ind til et møllehjul. I 1683 ses det, at møllen har to overfaldshjul, som driver hver sin kværn.

Disse blev siden erstattet med en turbine, som trak et mindre elektricitetsværk, der kunne levere strøm til lys og trække de store kværne. Vandet løb fra turbinen i en dyb rende mellem stuehus og staldbygning og ud i bækken ved skoven.

På muren ud til vejen er der noget interessant. Her har mange skrevet deres navn og dato på en mursten, så det er et studium værd at læse det. Ud over navne står der også f.eks. “Ny Rug malet 28. Juli 1904”.

Idyl på mølledammen. Fotograf Morten Rasmussen, Herskind, malede i 1940 dette motiv efter et af hans egne fotografier.

Mølledammen og stemmeværket

Nord for vejen lå den store mølledam. Det er et stort savn, at den efterhånden mudrede til og senere er jævnet og tilplantet. Det var i sin tid sjovt at betragte det svanepar, der sejlede rundt på dammen med gæslinger samt ænder og andre fugle, som altid var der. Det kunne man få megen tid til at gå med at betragte.

Mellem mølledammen og skoven løb den større Borum Møllebæk fra Lading Sø. Lige før Møllevejen var der bygget et sluseanlæg. Der var så stort fald på vandet, at der var bygget trapper, som vandet løb ned ad, det blev kaldt vandfaldet. Det var interessant at se, hvordan vandet brusede ned ad trapperne og fortsatte gennem møllens have mod syd og gennem skoven til Lyngbygård Å. Grunden til dette bygningsværk var at få vandet så højt, at det kunne drive møllehjulene, som skal have været meget store. Da stemmeværket var der, udnyttede en ejer i trediverne det til at anlægge et større ørreddambrug med vandforsyning gennem et stort røranlæg.

Stuehuset brændte en februarnat i 1981.

Festpladsen Mølletoften

Vest for møllens have lå en toft, som for mange står som et kært minde om sommerfester. Hvert år blev der afholdt ringridning der samt gymnastikopvisning, håndbold- og fodboldkampe og andre fornøjelser. Det var et arrangement, hvori næsten alle borgere fra Borum og Herskind deltog, så der var rigtig mange mennesker dernede. Efter krigen holdt disse fester desværre op, da der kom en vis affolkning af unge mennesker, hvorfor gymnastik- og idrætsforeningen delvis indstillede sin virksomhed, og da der (første gang) blev oprettet træningsbaner i Borum, kom det til at foregå der, men i meget mindre målestok.

Bindingsværket blev i 1982 rekonstrueret og taget på ny tækket med strå. Stråtaget holdt til 2020.

Når man kommer forbi møllen, kan man vælge, til hvilken side man vil gå ind i skoven. Den sydlige del var ikke så fremkommelig, men der var dejlig fredeligt. Den nordlige del, som hedder Gydeløkke, tilhørte i min barndom Andreas Nielsen, Langelinie 39, og senere dyrlæge A. P Rasmussen, Langelinie 69. Den var meget velholdt med skovvejene slåede og i Andreas Nielsens tid afgræsset af hans hest og ko.

Hvis man gik i Gydeløkke-skoven, var der mulighed for at komme over bækken. Der havde tidligere været en træbro over bækken, men den var ikke blevet vedligeholdt, hvorfor den var rådnet væk. Kun stod der nogle enkelte pæle ude i vandet endnu. I stedet lå der en stor træstamme tværs over vandet. Den kunne man balancere over på med forsigtighed.

Så kom man over i en skov, hvor bækken snoede sig mellem træerne. Det er en tur, der skal opleves for at forstå, hvor skønt der var her, før den nye landevej blev ført igennem.

Denne skov bærer præg af, at den var den sidste skov, som Frijsenborg afstod, og de senere ejere har værnet om de flotte bøgetræer og ikke hugget ned med hård hånd, når der var mulighed for at tjene penge. Der var også mulighed for at fange en fisk. Det var bare noget, man gjorde dengang. Der var ingen fiskekort eller fiskeudlejning, man skulle bare opføre sig ordentligt, så var der ingen, der sagde noget til det. Når man var kommet så langt ind i den nordlige del af skoven, var der flere, som gik ad Møllegårdens markvej tilbage. Den er ca. 1 km. lang. Her kunne man følge landbrugets gennem årstiderne i et helt andet område, som dog ikke lå ret langt fra Møllevejen.

Jeg har valgt at beskrive det ejendommelige areal og den natur, som endnu er omkring Møllevejen. De store skrænter er et resultat af istiden for 10.000 år siden, da der blev dannet tunneldale under gletsjerne af smeltevandsstrømmene, der løb under isen, og som gravede sig ned i gletsjernes underlag. Det er mærkeligt at gå her og tænke på, hvad der er dannet for så lang tid siden, og som stadig kan ses. Derfor synes jeg også, at det er værd at værne om sådan et terræn.

Nybyggeri langs Møllevejen

Indtil 1940 var der slet ingen  bebyggelse langs Møllevejen mellem Borum og Borum Mølle. Kun var der vejen op til Møllegården og så den idyliske Borum Vandmølle. I 1942 overtager André Pedersen sin moders gård, Borum Byvej 12, og sælger Bækgården, Borum Byvej 10, til Erik Nissen, som straks går i gang med at flytte stald- og ladebygninger ud på sine arealer og opføre en ny ejendom. Erik Nissen kalder sin ejendom på Borum Møllevej 27 “Møllevang”.

Borum Møllevej 21 var et af de moderne selvbyggerhuse, hvorfra beboerne kunne holde øje med folk, der gik tur på Møllevejen. Huset fik en kort levetid. Stillingvejs dæmning ligger nu på dette sted.

I årene 1945 til 1955 blev bygget 11 huse på nogle arealer, der ikke var anvendelige til landbrug. De var derfor billige at erhverve, og da der ikke var nogen regler for byggeri, gik man bare i gang med at bygge sig et lille hus. Da der var kommet byggeblokke i stedet for mursten, kunne de fleste med lidt snilde selv bygge murene op, hvorfor der kom nogle billige huse. Selv om de måske ikke var så smukke som de traditionelle huse, man var vant til på den tid, fik man sit eget hjem.

Mange var kede af, at der blev bygget disse huse. De følte sig iagttaget fra vinduerne, når de gik tur til møllen. Det var måske ikke rigtigt, men følelsen er nok, og når snakken gik om,  hvem der gik tur med hvem, kan man godt forstå det. Der var ikke alle steder så ryddeligt, men som haverne voksede til, og husene blev bygget om, så blev det bedre.

Avisudklip. Desværre uden dato, men tidspunktet kan være i 1950’erne. Det eneste hus på tegningen kan være Borum Møllevej 9. Poplen i forgrunden findes muligvis endnu ved vendepladsen før dæmningen med stitunnelen.

To amtsveje slået igennem

Der havde gennem mange år været planer om at bygge en landevej fra Mundelstrup til Sorring. Den var lavet i flere etaper fra Herskind til Sorring og blev også lavet fra Viborgvej i Mundelstrup til Borum skel. Man manglede nu kun stykket i Borum, som man ikke havde fastlagt hvor skulle gå.

Der var planer om, at vejen skulle gå nord om Borum, men ved jordbundsundersøgelser måtte man droppe denne linjeføring. Da der kun manglede stykket i Borum, blev det besluttet, at Langelinie og Møllevejen midlertidig skulle gøres til amtsvej. Det gav en forøgelse af trafikken både gennem byen og på Møllevejen, og det fremmede i hvert fald ikke idyllen.

Men i 1976 skete dog den største vandalisme på det smukke og særprægede område. Nu havde amtet fundet en løsning på, hvordan vejene skulle gå uden om Borum. Landevejen Mundelstrup-Sorring skulle gå syd for Borum og Stillingvej flyttes længere mod vest. Det medførte, at der skulle nedrives to huse, Møllevej 21 og 23, og her blev bygget en bro over Møllevejen, samtidig med at Stillingvej blev ført over på en høj dæmning. Det var, som om der blev et skel midt i dalen.

Men det blev værre, da den nye vej syd om byen skulle over Møllevejen lige vest for Møllevej 5. Her blev bygget en dæmning over dalen, og da man ikke ville bygge en tunnel, så der stadig var trafik til møllen og Mølleskoven, blev Møllevejen blind til nr. 5, hvor der blev lavet en lille vendeplads. Dog blev der lavet en lille tunnel helt oppe på toppen af dæmningen som gennemgang for cykler og gående. Den var dog så bred, at en personbil kunne komme igennem, da man var så venlig at glemme at sætte de chikaner op, der skulle være på begge sider af tunnelen.

Det gik helt fint, indtil én beboer forlangte at få dem sat op. Så var det slut med at køre i bil ned til møllen.

Nu er den del af arealet, der ligger mellem broen og dæmningen ligesom en gryde med de høje skrænter, så beboerne må føle sig noget indeklemt og uden for fællesskabet med byen. Men helt galt er det dog for dem vest for dæmningen, Møllevej 1 og 3 samt vandmøllen. Deres adgang sker nu fra Herskind.

(Let forkortet. Hele manuskriptet kan ses i arkivet)

Mere om emnet:
Chr. Heilskov: Vandmøller i Aarhus Amt. I Aarbøger for Historisk Samfund for Aarhus Stift, 1941.

 

Borum-Lyngby Fattighus

Lokalhistorisk Arkiv

Fællesskabet hjalp de svage til at overleve – men heller ikke mere

Bysvinget 21 var engang officielt fattighus for Borum-Lyngby. Der har også været andre, før kommunen i 1882 slog sig sammen med Sabro-Fårup Kommune om at få en lidt

Bysvinget 21 (forrest) – her fotograferet i 1987 af Stig Andersen.

større fattiggård. Denne udviklede sig siden til alderdomshjem og plejehjem. Denne fattiggård lå såmænd på samme sted, som nu efter flere navneskift hedder Sabro Folkehus – hjørnet af Stillingvej og Sabro Kirkevej.

Men tilbage i begyndelsen af 1800-tallet blev syge og gamle i Borum-Lyngby proppet ind i Bysvinget 21. Altså hvis de ikke havde nogen børn, der kunne tage sig af dem. Hvorfor lige der? Sandsynligvis fordi huset havde været billigt til salg.

Det kan være gået til på den måde, at et fattigt menneske oprindelig selv ejede huset. Så skete det tit, at fællesskabet overtog huset/rønnen mod at forsørge den gamle indtil en forventet snarlig død. Derefter kunne næste hold fattige rykke ind. Det kunne være gamle, syge eller forældreløse børn.

 

Mindst to mere

Fattighuset i Bysvinget var ejet af bymændene og stammede altså, fra før kommunen blev opfundet i 1840’erne. I 1878 indrømmer sognerådet, at det er så forfaldent, at man må have fat i et andet. De køber så “Søren Pedersen Jensens hus ved den nordre gade” af Søren Hvidkjær og sætter det lidt i stand. I 1895 bliver dette hus, der nu ligger “nord for Byen”, solgt til nedbrydning. Vi ved meget lidt om de to fattighuse.

Et noget ældre billede af Bysvinget 21. Det er fra før 1966, men dog længe efter at her var fattighus.

Efter ibrugtagning af den fælles fattiggård var det tid til oprydning. Protokollen for Borum-Lyngby Sogneråd afslører dermed den 2. juli 1883, at der faktisk har været min

Et noget ældre billede af Bysvinget 21. Det er fra før 1966, men dog længe efter at her var fattighus. Ukendt fotograf.

dst to fattighuse mere. Borum-Lyngby Kommune sælger nemlig “Huset i Nørregade” matr. 7k til købmand Ejstrup og “Huset i Søndergade” matr 27b til træskomand Niels Koch. Det første sted hedder i dag Bysvinget 16, og fattighuset må nok have ligget i den nuværende have til den senere skole. Det sidste hus lå på Langelinie omtrent på det sted, hvor vejen Løkkediget i dag begynder.

Først 10 år senere sælger kommunen dog Bysvinget 21. Køberen er en skomager Peter Nielsen. Da tingbogen stadig havde ”bymændene” som ejere, blev skødet underskrevet af ”samtlige bymænd”, selv om dette begreb faktisk var udgået af lovgivningen.

Har kommunen ikke også haft fattighus et sted i Lyngby Sogn? Det er ikke utænkeligt. Men det har i så fald ikke sat sig nogen spor. I hvert fald ikke nogen, vi har fundet endnu.

 

De fattige gik på omgang

Allerede i 1500-tallet samlede man småmønt ind til de fattige i den svære pengeblok, der endnu står i Borum Kirkes våbenhus. Den periode ved vi endnu mindre om. I den katolske tid indtil 1536 gjorde kirker og klostre dog generelt en del for syge mennesker. Om munkenes caritas, næstekærlighed, strakte sig så langt som til Borum og Lyngby, er dog ukendt. Efter 1536 overtog kongemagten værdier, herligheder – og ansvar.

Det gik, som det bedst kunne, indtil der i 1708 og 1732 kom forordninger om lokalsamfundenes sociale ansvar – som vi ville kalde det i dag.

Før fattighusets tid gik fattige folk derfor på omgang hos bønderne, hvor de skulle have kosten. Skik og brug blev, at gårdmændene skulle bespise den fattige én dag pr. tønde hartkorn (et mål for jordens værdi). Gamle mennesker var dermed helt i lommen på dem, der havde jord at producere fødevarer på.

Dette system fortsatte faktisk parallelt med, at kommunen havde egne huse. Måske fordi der simpelthen blev for mange gamle til, at fattighusene kunne rumme dem. I 1877 blev fattiglem Lisbet Pedersen i hvert fald “udsat i pleje” for et år hos en tømrermester, og for det betalte kommunen 24 kr. i kvartalet. Skulle hun blive sengeliggende, lød aftalen på, at tømreren skulle have 10 kr. mere.

Lisbet døde i øvrigt, inden kontrakten udløb, og “hendes faa Efterladenskaber ilægges, hvad ej kan bruges til Fattigvæsenets Tjeneste”.

 

Vinter for Ane Marie

I 1860 behandlede den såkaldte forligsmægler en klage fra en gårdmands enke, der ellers i princippet burde have sit på det tørre.

Det var Ane Marie Jakobsdatter, der i fem år havde haft en tinglyst aftægtskontrakt, altså en nedskreven aftale om, hvordan næste mand på gården skulle holde liv i hende. Men det var han rent ud sagt sprunget op og faldet ned på, og nu var det blevet vinter.

I mange tilfælde var den nok gået, så den gamle kone havde været nødt til at tigge og sulte sig igennem vinteren. Men i dette tilfælde havde enken en svigersøn, der kendte rettighederne og mødte op for hende hos forligsmægleren. Han medbragte en liste.

Det interessante er egentlig ikke sagens udfald, men hvad tvisten helt materielt drejede sig om:

“Til 1. Oktober 10.000 St. Tørv i gode tørre Sedre indsat i min Aftægtsbolig. Til 1. November 1 Td. Rug. 4 Skp. Malt. 2 Skp. Byg. 2 Skp Byggryn. 1½ Skp. Boghvedegryn. Til Mortensdag 1 levende fed Gaas. 1 Skp. Salt. 4 Pd. Humle. 1 Lp. Hør samt 4 Rigsbankdaler i kontant Penge.”

Var det meget til at stå vinteren igennem med? I hvert fald langt mere end for Lisbet Pedersen og de andre, der ikke havde en aftægtskontrakt.

 

Fælles med nabokommunen

Den fælles fattiggård for Borum (520 indbyggere), Lyngby (232 indbyggere), Sabro (491 indbyggere) og Fårup (423 indbyggere) løftede fra 1882 standarden en smule. Grundlæggende var den dog et landbrug, hvor ”fattiglemmerne” skulle arbejde for føden. Stort set hvad enten de kunne eller ej.

Borum-tur i tiden 1956 – ca. 1966

Lokalhistorisk Arkiv
Birgit Sørensen fortæller for Dameklubben. Her er de nået til de to skoler i Borum.

Birgit Sørensen fortæller for Dameklubben. Her er de nået til de to skoler i Borum.

Den halve by rundt, set med barneøjne

På opfordring af dameklubben i Borum fortalte jeg 4/5-2017 om steder i byen, mens vi gik rundt. Det er her skrevet ud, så det forhåbentlig kan læses, uden at jeg peger imens.

 

Af Birgit Sørensen
Langelinie 63

1956: Født i Borum

Jeg er født i Borum. Min mor, Inger, født Olsen, var også født i Borum, og min far, Niels Henning Dremstrup Hansen, var fra Mundelstrup.

De boede til leje hos Jens Back, Bysvinget 6, da jeg kom til verden.

Mor var 25 og min far 24 år. Mor var hjemmegående efter giftermålet, havde før da arbejdet som sygehjælper på Sabro Alderdomshjem. Og min far var på det tidspunkt lastbilschauffør. Han arbejdede hos et af byens vognmandsfirmaer: Thorvald Olsen (mors farbror), Langelinie 55 (Henrik Søgaard)

Mors kusine og mand, Aksel og Tove, havde også vognmandsfirma (Langelinie 39)

Mors søster og mand + 3 børn boede i forsamlingshuset. Det var Ella og Ove Christensen, med deres børn, Kurt, Ulla og Jette. I 1958 byggede de dog hus på den nuværende adresse Borum Landevej 20.

Min mors forældre, Agnes og Jens Henrik Olsen, boede i huset ved kirken, nedad mod byen. Det hedder nu Borum Byvej 8

Jeg blev født den 24/6-56. Dengang var det hjemmefødsler. Den lokale jordemoder cyklede rundt, og denne weekend havde hun travlt…. Hun havde 3 fødsler denne weekend. Nummer 1, der kom til verden, var i det nederste hus på Møllevejen inden broen (Borum Møllevej 5), en pige (Marianne). Længere oppe ad Møllevejen (nr 15), en dreng, (Hans Christian, bor nu i huset ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 11) den 23/6, og så ved Jens Back mig den 24/6.

De to første fødsler forløb fint, men hos min mor opstod der komplikationer. Moderkagen var gået i stykker, lægen blev kontaktet, og vi blev sendt med ambulance til Århus.

 

En meget lille Birgit foran Bysvinget 6. Klik og se de mange detaljer.

En meget lille Birgit foran Bysvinget 6. Klik og se de mange fine detaljer.

Hos Back

Vi boede altså til leje hos Back.

Lejligheden i den vestlige ende af huset rummede en stue, et soveværelse, køkken og en lille gang.

Der var en lille kakkelovn i stuen der varmede hele lejligheden op. Das var i udhuset, fint bag en karlekammerskabs-dør, og bagerst i skuret var vaskehuset med en gruekedel.

Vi hentede koldt vand ved håndpumpen ude foran huset.

Foran huset var der en lille græsplæne og et dejligt æbletræ. Urtehave på husets sydside, hvor vi dyrkede grønsager.

Vi havde intet køleskab, men ude i haven gravede far nogle cement-brøndringe ned, og ned i hullet kom flaskemælken. Jeg kan huske hvor dejligt det var at få et glas koldt mælk – lige fra den primitive køleskabsanordning.

 

Back

Jens Back var en lille mand med en stor pukkel på ryggen. Back boede i den anden ende af huset. Denne lejlighed var endnu mindre end vores. Jens Back var en vellidt mand. Han arbejdede med forefaldende arbejde. Var hjælper hos købmand Kjær, Borum Byvej 16, indsamlede til Julens Glæder og sygekassen. Var medhjælper ved det kommunale vejvæsen, satte bl.a. sneskærme op. Han hjalp også mølleren, der arbejdede ved Kjær, med at male korn.

De små husmænd kunne få opbevaret deres korn og senere komme og få det malet.

Jens Back kom rundt til rigtig mange af byens borgere. Han spiste mange steder og havde mange faste traditioner. Hos vores familie fik han altid søndagsrundstykker, hver eneste søndag, og han var med til frokost 1. juledag indtil han døde i 1980. Ved oprydningen efter hans død fandt man alle de kommunale lønposer – mange uåbnet. Back havde bare åbnet en pose, når han skulle bruge penge.

Han var en vellidt mand, en særling i byen. Han gemte alt, og der var mange stabler af alt muligt. Var yderst nøjsom.

Hvis der var brug for barnepasning en aften, kom Back ind og hørte efter mig, medens vi boede i lejligheden.

Byen havde et frosthus på nuværende Borum Møllevej 31 (Nicolaj og Anni Bøgelund). Der kunne man leje et frostrum. Her hentede vi det frosne kød. Det var især spændende at få lov til at komme med ind i frosthuset om sommeren, at mærke frosten og se al rimfrosten og rimånden, for så igen at komme ud i varmen.

Børnepasning også af kusinerne og faster. Mine kusiner Jette og Ulla, der boede i forsamlingshuset, kom og legede med mig. Min faster Gerda, 17 år, boede til leje hos Karl og Marie Nielsen i den gamle mejeribolig, ved siden af forsamlingshuset, nu Hans Christian Sørensen, Borum Byvej 11.

 

Købmand Kjær

Købmandsgården, Borum Byvej 16, hvor der senere blev kollektiv. Der var der en lille bagvej ned, hvor jeg kunne gå, og jeg fik lov til at hente småting til mor. Om sommeren var der hele vejen ned blomstrende geoginer i alle farver. Det var et eventyr at gå en sommerdag mellem alle blomsterne. I den lille bolig mellem bageren (Borum Byvej 14) og købmanden boede fru Kjærs gamle far, Damborg. Det var ham, der holdt hele urtehaven samt prydhaven. Han var en gammel, gammel mand, der ikke talte til børn, jeg var lidt bange for ham.

 

Foran Bysvinget 8 og 10 med familie.

Foran Bysvinget 8 og 10 med familie og naboer.

Naboerne

Dagmar Lindgård, gammel elskelig dame, boede i det første hus, set fra Jens Backs hus (Bysvinget 8). Der fik jeg tit en leverpostejmad og saftevand og sad og hyggesnakkede på den gamle slagbænk. Hyggeligt køkken med en flot tallerkenrække. Lige uden for havedøren var der en stor, grøn aspargesplante, og jeg elskede at spise de grønne stængler, og senere betragte den fjerlette plante.

Kan også huske, at jeg sommetider sov til middag hos hende.

I det næste hus (de to var ikke bygget sammen på det tidspunkt ), Bysvinget 10, boede Katrine og Regnar og deres søn John. Der var også en storesøster, Lone. Men jeg legede kun med John.

Vi kunne rigtig blive enige om at pumpe vand op med håndpumpen og lave smatkager, og pynte dem med bellis.

Regnar havde åbenbart begået underslæb i en vognmandsforretning, og måtte ind og sidde. Så Katrine var alene med børnene. Katrine var en festlig kone. Altid i godt humør. Jeg har arvet den hurtigste og lækreste kringleopskrift fra hende.

 

Fællesvask

På den tid, var det muligt at leje en elektrisk vaskemaskine. Vi lejede den hos købmand Kjær. Man bookede en aftale om, hvilken dag maskinen var til rådighed. Og købmanden kom trillende med den. Det var en lille, smart sag, med en vrider på, til at presse vandet ud af tøjet, en lille Ferm. Så skulle der vaskes. Kogevask i gruekedlen og resten i Fermen.

Nabokonen, Katrine, og mor lavede på et tidspunkt en bytteaftale, således at de skiftedes til at vaske, men vaskede så for begge husholdninger. Det gik så, lige indtil en dag da far kom cyklende hjem, og Katrine råbte ham an, at hun gerne ville have hans skjorte med til vask.

Det blev for meget for far, og efter den tid vaskede de hver især for sig selv.

Nede ad vejen (i Frank Bredahls hus, Bysvinget 4) boede der 2 gamle mænd ( 60-65 år!) De var brødre, Peter og Magnus Pallesen. Dem besøgte jeg også tit, når jeg var heldig at få lov til at hente mælken.

Mælken blev leveret af mælkemanden, og den blev stillet nede ved vejen. Det var de gamle, hvide flasker med de flotte aluminiumskapsler i forskellige farver. Kapslerne var så spændende, og der var næsten altid stukket en finger igennem, inden jeg nåede hjem med flasken. Dengang var det den lokale mælkemand, Tage Nielsen (i huset ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 15) og hans medhjælper, Ib, som vi alle kender, der kørte rundt. Først med hestevogn, og siden i bil.

 

Birgit til danseskole i Borum Forsamlingshus 1960. Bemærk ribberne i salen på gavlvæggen mod vest og de cigaretrygende mødre i baggrunden

Birgit til danseskole i Borum Forsamlingshus 1960. Bemærk ribberne i salen på gavlvæggen mod vest og de cigaretrygende mødre i baggrunden

Danseskole

Omkring 1959 var en ung danselærer til fest i Borum Forsamlingshus. Der fik han en idé og fik en dialog i gang med min moster Ella, der bestyrede huset og lavede mad til festerne, at det kunne være spændende at tage rundt i Århus’ opland og lære børnene at danse. Hvad hun mente om det. Han var ung og havde så meget lyst til at prøve det af, at hun gik med til at lave en aftale. Så således startede danseinstituttet Brøgger. Der gik jeg til dans, fra jeg var 4 år sammen med alle byens børn. Hver dansesæson blev afsluttet med et afdansningsbal, hvor alle forældre kom og så på. Det var så spændende og stort, når vi lavede fælles indmarch.

 

Brøggers Danseskole startede med en idé i Borum.

Brøggers Danseskole startede med en idé i Borum. Vi kan navngive en meget stor del af de stærkt koncentrerede børn på dette foto fra 1960

 

 

 

 

 

 

 

 

Søndagsskole

Da jeg blev 5 år, fik jeg lov til at komme i søndagsskole. Det var hos Marie Møller, der hvor Peter Ekman bor, Bysvinget 1. Det varede en times tid, og jeg syntes, at det var spændende at få fortalt historier om Adam og Eva og jordens skabelse.

 

Søskende

I 1960 kom min lillesøster, Bente, til verden i Back hus, og i 1966 blev Ulla født på Bysvinget 11, som vi mellemtiden var flyttet til.

 

Julle Rishøj og Åge Rishøj (boede i Lars og Lones hus, Bysvinget 12 og før da på Langelinie 62).

Rishøj var handelsmand. Han gik altid med en hvid kittel og en stor cigar i munden.

Julle var en festlig dame, tog ud og spillede til fester og gav privat undervisning på det flotte flygel, der stod så majestætisk i stuen, bl.a. for byens lidt ældre børn. Det var altid spændende at gå forbi ude på vejen, når verandadørene var åbne om sommeren, og musikken strømmede ud.

Deres svigersøn og datter Poul Erik og Birgit og deres 3 børn, Birthe, Finn og Niels, legede jeg tit med, når de var på besøg hos Julle og Rishøj, i deres skønne store have. (De boede selv i Rishøjs tidligere gård, hvor Jan og Gitte Holm- Nielsen nu bor, Langelinie 62), som var byens gamle forsamlingshus.

 

Karen Lauersen og Frits og deres søn Laurits, Bysvinget 3

Karen var kogekone og tog ud og lavede mad ved de fine fruer i Borum

(Dyrlægen, fru Lauge osv.), og hun hjalp også Moster Ella i forsamlingshuset.

Frits var arbejdsmand, som jeg husker det.

Karen og Frits var gode venner med moster og Ove,

Laurits var taxachauffør med kørsel fra Borum.

 

Karetmageren (nu: Straszek, Bysvinget 5)

Oluf og Kristine Jensen, og deres yngste søn, Ib.

Hos karetmageren var der altid en dejlig duft af træ. Det var dog sjældent, at vi fik lov til at komme ind for at se på alle de spændende maskiner. Ib kender vi alle i dag, han bor længere ude på Langelinie 77A. Han var dengang en stor dreng.

 

Her er man gået i gang med at grave ud til kælder til det nye hus på Bysvinget 11 i 1960. Alt skete med håndkraft. Personerne er f.v. far Niels Henning, morbror Torben Olsen, Bent Christensen, Birgit på skuldrene af Jette Christensen og bedstefar Jens Henrik Olsen. I baggrunden ses Borumgård, Langelinie 59

Her er man gået i gang med at grave ud til kælder til det nye hus på Bysvinget 11 i 1960. Alt skete med håndkraft. Personerne er f.v. far Niels Henning, morbror Torben Olsen, Bent Christensen, Birgit på skuldrene af Jette Christensen og bedstefar Jens Henrik Olsen. I baggrunden ses Borumgård, Langelinie 59

1960: Bysvinget 11

Dette år byggede familien sit eget hus på Bysvinget 11 – dengang var der nu ikke gadenavne og husnumre.

Min far købte grunden af Holger Christensen, det er der, hvor Skifters boede, Borumgård, Langelinie 59.

Han købte grunden for kr. 3000,-. Dengang var der kun Kaja og Richard, fodermesterfamilie fra Borum Østergård, der havde bygget, med seks børn, hvoraf de tre var hjemmeboende, nemlig på Bysvinget 7.

Senere kom byens malermester i det gule hus, Børge og Ketty Sørensen, og byggede Bysvinget 9. Han boede før i Stigs lille hus, Borum Byvej 27, med 3 børn. Og til sidst byggede Tonny Olsen, nu Pernilles Schmidts hus, Bysvinget 13a.

Selvbyg: Huset var med selvbyg. Familien hjalp med at grave ud til kælder, og huset blev bygget for kr. 30,000,-.

Vi havde en lille gravhund: Dejts. Hvis mor ville have min far til at komme hjem, skrev hun en seddel og bandt den om halsen på hunden, og gav den besked på at finde far, og hunden gik så op på byggegrunden med beskeden.

Bysvinget 11 som helt nybygget i 1960 - med wc, indlagt vand og kakkelovn.

Bysvinget 11 som helt nybygget i 1960 – med wc, indlagt vand og kakkelovn. I baggrunden t.h. Langelinie 64 og 66.

Nu fik vi wc indlagt og koldt vand. Der var en kakkelovn i stuen.

Det viste sig hurtigt, at den ikke kunne varme huset op, så efter et par år fik vi indlagt centralvarme. Der var et fyr i kælderen, som skulle fodres med brænde.

Senere fyrede vi med koks, og midt i 60 erne kom oliefyret ind.

 

Hunde

Da far var jæger, havde vi altid jagthunde, men nr. 2 vi fik, var overhovedet ikke jagt-interesseret, men utrolig selskabelig. Især når der var godbidder i farvandet. Den blev noget så tyk og fik selvfølgelig navnet Tykke, egentlig hed den Smut

Den gik på rundtur, når der ikke var noget spiseligt hjemme. Den besøgte Karen Lauersen, sad pænt og ventede på dørtrinnet, hvis hun ikke var hjemme, skrabede på døren for at være helt sikker. Kom gerne ind. Når der ikke var mere servering der, gik den over til Julle Risshøj, og begge døre (Karen og Julles) var helt opkradset. Der var der også godbidder med endnu bedre en dejlig stol i stuen, den kunne slå mave i.

Så hvis vi skulle i byen, og hundene skulle ind, måtte vi rundt i nabolaget for at finde hunden, inden vi kunne komme afsted.

Når hunden var så tyk og altid godt mæt, kunne den sommetider trænge til en hvilepause, dette gerne midt på vejen, lige i svinget. Dette gav problemer for Bussen, der ikke kunne komme forbi, og hunden flyttede sig ikke, selv om bussen dyttede.

Så hvis der var en bus, der dyttede, måtte vi springe ned til vejen og få den flyttet. Ja den holdt os i gang, den lille tykke hund.

 

Legekammerater

Jeg legede med en 2 år ældre pige, Annie, der var datter af Holger Christensen (Skifters gård).

Dengang var hovedhuset på gården mod nord. En stor flot gårdsplads. Jeg gik ad markvejen derop, eller løb tværs over marken. Det var en gård med et stort køkken, dagligstue, fin stue, spisestue og stadsstue. Badeværelse med badekar. En helt ny verden for mig.. Der var en stor, skøn have, mange frugtrær og mange muligheder for at lege og lave huler. Der var 2 ældre brødre som sommetider legede med. Vi spillede Antonius, byggede drager og legede dåseput.

 

Transformator

Der stod en stor firkantet klods halvejs nede ad vejen op til Bysvinget 11, et tårn dækket af metalplader, og der lød altid en summen fra boksen. I dagtimerne var det helt fint, men uhyggeligt efter mørkets frembrud. Så kunne vi få benene på nakken og komme forbi.

 

Fuhlendorf (Benny Berg Jensens hus, Bysvinget 15)

Haven var fantastisk. Der var blandt andet det flotteste pærekvædetræ, helt eventyrligt at betragte, og et drivhus der bugnede af grønsager og mange sommerblomster til udplantning i haven.

 

Ida (Lone Hansens bedstemor), Bysvinget 17

 

Hoppes hus, Bysvinget 14.

Der flyttede vor dansklærer over efter skolesammenlægningen i 1964.

 

Skolen

Jeg gik i skole i Karen og Torben Hansens Hus, Bysvinget 16. Ud mod den lille skolegård var den store skoletrappe på sydsiden af huset.

Skolegården var lukket med en smedejerns låge, hvor der stod skole. Her kunne vi så, hvis vi var heldige, hilse på vore mødre og små søskende, hvis de kom forbi i et frikvarter og skulle til købmanden.

Finn ”Maler” fik engang hovedet til at sidde fast i O´et. Smeden måtte tilkaldes for at få ham savet fri. Vi stod selvfølgelig alle sammen og grinede, men blev gennet ind, inden smeden gik i gang.

Vi gik to klasser sammen ad gangen. Første og lille anden, store anden og lille tredje, osv.

Vi gik selvfølgelig også i skole om lørdagen.

Regnelærer Georg Andersen, boede i Dalums hus, Bysvinget 18a. Mange historier går der om, at han slog for et godt ord – med violinbuen.

Gymnastik foregik i forsamlingshuset. Der var ribber ved bagvægen, plint, bom og måtter i vaskehuset. Vi gik på en lang række 2 og 2 om til huset, og retur igen. Intet bad…

 

Skolesammenlægning

Det var nytænkning, at 3 kommuner gik sammen om Sabro-Korsvejskolen, der blev grundlagt i 1964. Her var der så skolebus, der fragtede børnene frem, i sommerhalvåret skulle børn fra 4 klasse dog cykle i skole.

En stor omvæltning var det at starte på den store skole med 28-30 børn i klasserne, når jeg kom fra en klasse på 7: 4 piger og 3 drenge.

Der var en skolebestyrelse også dengang. I den sad bl.a. min bedstefar, Jens Henrik Olsen, Borum Byvej 8.

Det var lidt unikt, at fem sogne kunne arbejde sammen på tværs om et nyt skoleprojekt. Det var: Lading, Skjoldelev, Borum, Lyngby, Sabro og Fårup (Mundelstrup) Sogne med opland.

Fra 1970 lå de i øvrigt i to forskellige kommuner (Hammel og Århus). Langt senere, da kommunerne havde lavvande i kassen og ikke længere ville være med til at betale for skolegang for deres børn i en anden kommune, blev børnene fra Lading og Skjoldelev kaldt hjem til egne kommune, og skolen blev en ren århuskommuneskole.

 

Ester sypige, Bysvinget 21

Ester havde klumpfod og bar stærke, stærke briller. Hun var en sød dame, der modtog bestilling på hjemmesyet tøj.

 

Gurlis hus, Bysvinget 23

Der boede en ældre, lille mand, Søren Højgård, der gik med stok og hat.

 

Cilius Østergård, Bysvinget 25 (Niels Lemperts)

Det var dengang et meget forfaldent hus

 

Posten hus, Bysvinget 20

I sin tid var det overlærerens køkkenhave med gamle frugttræer, og Kjærsig hus, nu Bysvinget 18, var den store skolegård. Allernederst en garage til overlærens bil. Jeg kalder Bysvinget 20 for Postens hus, fordi det var landpostbud Arne Toft, der byggede det.

 

Kommunens største vejkryds

Trekanten havde græs i en trekant i midten. Der var også busstoppested.

 

Smedjen, Langelinie 47, og smedeboligen, Bysvinget 27

De var slet ikke opført. Den gamle smedje lå lige vest for værkstedet, hvor der nu er en åben plads.

 

Vandværket

Vi havde lokalt vand. Det dejligste vand. Om sommeren var der vandingsforbud. Dengang vandede vi urtehaverne og græsplænerne. Fordelingen blev senere, at de ulige husnumre vandede i ulige uger og omvendt.

 

Dyrlægeassistents bolig, Langelinie 49

Huset blev bygget af dyrlæge A. P. Rasmussen (Langelinie 69). Vandværkets grund blev senere en del af haven hertil.

 

Købmand Kjær/Købmand Lauge: Gammel og ny butik.

Borum havde 2 købmænd i byen, Kjær af den lidt gamle type med en disk, hvor man afgav ordre, og købmanden fandt varerne på hylderne til en. Kjær, Borum Byvej 16, solgte alt – fra korn til høns, søm og skruer, og til frisk skåret pålæg, leverpostej, pølser og ost efter vægt.

Lauge var også i starten en gammeldags butik på samme måde som Kjærs, og havde butik, hvor Birgit Bertelsen bor, Langelinie 50. Men først i 1969 kunne Lauge se udviklingen med selvbetjening, og han åbnede en ny butik, Langelinie 52-24, som han selv havde bygget.

Der kom flere meter varer på hylder, og smarte indkøbsvogne. Vi gik ind ad den ene dør, og ud ad den anden.

Jeg elskede at lave julepynt og kunne næsten ikke vente til det blev første december. Lauge fortalte friskt til alle, at han gjorde klar til julepyntning, når jeg kom og skulle købe fiskelim og glanspapir, og klatrenisser. Så var tiden inde.

 

Branddammen

Branddammen foran nuværende Langelinie 43 var åben. Vandoverfladen lå omkring halvanden meter nede og var støbt i et betonbassin. Et trådhegn omkring skulle beskytte os børn mod at falde ned i det kolde vand. Om vinteren, når der var frost, blev lågen åbnet, og de store børn løb på skøjter på dammen, også om aftenen blev der skøjtet i skæret af gadelamperne. Bassinet ligger der endnu, men er fyldt op og står nu som en græsplæne.

 

Jenny Taastrup (Mogens Nielsens hus, Langelinie 48)

Hun kom rundt og solgte ugeblade, Anders And og tegneserier. Op til jul havde hun mere specielle blade med som Knold og Tot, Blondie, Basserne og lignende.  Jenny var utrolig dygtig til håndarbejde, til at hækle og strikke. Jeg var somme tider på besøg hos hende sammen med min bedstemor, der også hæklede. Der kunne være opskrifter, der var komplicerede, og Jenny kunne altid hjælpe.

 

Bomholt (Gertrud og Niels’ hus, Langelinie 37)

Bomholt havde kiosk og også taxa kørsel. Senere Viggo rejsebud.

Hos Bomholt kunne man sælge brugte ting. Han tog mindre ting i kommission.

Palles mor indleverede et par sorte laksko, der var blevet for små. Dem købte min bedstemor så til mig (Bedste syntes, det var lidt sjovt, da Palle og jeg blev kærester siden hen).

 

Selvforsyning

Overordnet var Borum en selvforsynet by med masser af butikker, og kvinderne var hjemmegående. Flere var i familie med hinanden, og alle vidste, hvem der var hvem. Skolen lå i byen, så Borum var et trygt sted for børnene.

Vi havde to købmænd som jeg har fortalt om, en bager, skomager, slagter, damefrisør og herrefrisør, karetmager, sadelmager, mejeri (og senere samme sted vognmekaniker), to benzintanke, sparekasse i forsamlingshuset, dyrlæge, læge, tømrerforretning og cykelmekaniker.

Mange borgere i byen havde betroede opgaver såsom sognefoged, skatteindkasserer, sygekassebestyrer og andet.

 

Rundbold

Om aftenen ude foran mekanikeren i det gamle mejeri, Borum Byvej 9, mødtes alle ungerne, og der blev spillet rundbold.

 

Tv

Mine bedsteforældre var nogle af de første, der fik et sort/hvid fjernsyn. Jeg husker især, at jeg var på ferie hos dem, da der var OL i Tokyo i 64 og Mexico i 68. Da sov jeg i deres veranda, vågnede tidligt og tændte for fjernsynet. Lå og hyggede mig.

 

Bil

Bil havde vi ikke, så hvis vi skulle udenbys, lånte vi os frem. Vi lånte tit bil af Thorvald Olsen.

Vi fik først bil sidst i 60 ’erne. En Morris 1000.

 

Telefoncentralen (Nancys hus, Borum Byvej 3)

Vi havde ikke telefon. Hvis vi havde brug for at ringe, måtte vi gå med til telefoncentralen hos Sine. Derfra kunne vi ringe, hvis vi evt. havde brug for lægehjælp eller skulle ringe til andre udenbys.

 

Sommerferie

Der var jeg så heldig at komme på ferie hos min moster i Skæring. Jeg elskede at komme ud at bade. De havde et stort frilandsgartneri, og vi måtte spise af det hele. En kæmpe oplevelse hvert år. Jeg var tit at finde i ærtemarken, nød de søde kirsebær, jordbær og stikkelsbær i alle farver.

Borums mindste hus

Lokalhistorisk Arkiv
Bysvinget 23 i 1979.

Bysvinget 23 i 1979.

Her ligger et rækkehus, fra før det ord overhovedet var opfundet.

Idéen er klar: Når man bygger to huse sammen – eller deler ét langt hus op i to – sparer man en gavl. Den kunst har været særdeles udviklet i Borum. Et af landsbyens gamle særpræg er de mange sammenbyggede huse.

Toppen af kunsten nås her med Bysvinget 23, der ligger som det midterste af tre. I skarp konkurrence med Langelinie 40 er det også byens mindste hus.

Vi befinder os i den del af byen, der blev hærget af den store brand i 1861 og derefter gradvis blev genopbygget. Gamle kort og billeder viser i øvrigt, at selve gaden oprindelig gik noget tættere på husene end i dag.

Billedet er taget i 1979. Det er et godt eksempel på, at også nyere fotografier kan vise en udvikling.

Børn i den stråtækte

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment

1996-14-2-Lyngbygardsvej-38Her ses alle de børn, der gik i skole i Lyngby for 120 år siden. Man kan bogstaveligt talt sige, at det var dengang, børnene gik i den stråtækte skole.

Dengang lå skolen på det nuværende Lyngbygårdsvej 38, hvor der siden har været købmandsforretning.

Læreren – og der var kun én – hed Evald, og ellers ved vi kun noget om én af personerne.
Det er drengen, der står bagerst til venstre. Hans navn var Marius Martinus Wulff, og han blev født som uægte søn af en ugift kvinde på Årslev Mark og med en kusk på Ludvigsholm (Harlev Mølle) som udlagt barnefader. Faktisk hed han ikke Wulff, men Pedersen i de første 25 år af sit liv. Han voksede dog op hos Søren Peter Wulff, der først var bysmed i Sjelle og siden i Lyngby, og tog dennes navn.

Marius blev født i 1881, og mon ikke at han er cirka 11 år på billedet?
Vi regner os altså frem til, at fotografen besøgte Lyngby i 1892. Det er meget tidligt for fotografier.

Børnenes egne haver

Lokalhistorisk Arkiv

Så skal der hakkes. Lyngby ca. 1935.

Tanken er smuk: Hvert barn skal dyrke sin egen lille have. Bare en halv snes kvadratmeter, men nok til at se sine egne planter gro frem og følge naturens kredsløb.
For 70 år siden kunne det også lade sig gøre i praksis – i hvert fald i Lyngby.
I dag går forsøg med de såkaldte skolehaver i folkeskolen op i hærværk og manglende pasning – blandt andet fordi både børn og lærere jo nu engang holder sommerferie i vækstsæsonen. Men da dette billede blev taget, boede førstelærer Gunnar Madsen i skolen og børnene lige omkring den.
Madsen, der var lidt af en pædagogisk foregangsmand, virkede i Lyngby i 1930-34 og blev i øvrigt siden en berømt mand i Gylling ved Odder.
I hans tid i Lyngby begyndte de store børn at spille håndbold. Og altså dyrke skolehaver, en aktivitet som fortsatte i en snes år under efterfølgeren, C. A. Lykke-Møller.
Her er hele den store klasse i skolen stillet op til fotografering i haverne, der lå lige syd for skolebygningen. T.h. ses med vest Tage Kragh, senere Borum, og i hvid skjorte Laurs Eriksen. Foran Bent Bigum. T.v. Arne Jensen.

Branden i Borum i 1861

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment

Af Holger Dalegaard

Bysvinget 12 er et af de huse i Borum, der blev opført som en direkte følge af den katastrofale brand. Før lå her en gård, og gårdejer Jens Jespersen benyttede nu lejligheden til at udflytte den til sin jord på Langelinie 81, Eskjærgård.

Bysvinget 12 er et af de huse i Borum, der blev opført som en direkte følge af den katastrofale brand. Før lå her en gård, og gårdejer Jens Jespersen benyttede nu lejligheden til at udflytte den til sin jord på Langelinie 81, Eskjærgård. Billedet her er dog langt yngre. I forgrunden dyrlæge Jens Kjeldsen.

Stort set hele Bysvinget og en del mere brændte i september 1861.

Sådan opstod branden, sådan forløb den, og så meget gik den ud over

Den 31. August 1861 udbrød der brand i Borum, som i den stærke blæst bredte sig, så der ud over kroens staldbygning, hvor ilden opstod, nedbrændte 1 gård, skolen, smedien, fattighuset samt 13 huse. Alle beliggende på den gamle Århus-Viborg landevej (nu Bysvinget) samt en gård på det nuværende Langelinie 60.

Der har være en række forhør i anledningen af branden. Dem kan man læse om i Hasle, Vester Lisbjerg, Sabro og Framlev Herreders politiprotokol for årene 1861-62 fol. 32 ff.

Her er et kort resume af de vigtigste af vidneforklaringerne, som registrator Georg Christensen, Landsarkivet i Viborg, har foretaget i 1951 (her er sat adresser ind):

Vidnernes forklaringer

“Den første var brandfoged Søren Pedersen Hvidkjær (Borum Byvej 18), der forklarede, at han var beskæftiget i sin lade, da han bemærkede en usædvanlig røg, som han først troede hidrørte fra bageriet, (Borum Byvej 14), men ved nærmere eftersyn kom røgen fra gavlen på det østlige af de til Borum Kro hørende bygninger (Borum Byvej 16). Straks efter brød flammerne igennem, og på et øjeblik faldt den bygning, hvor i der var ild, sammen. Ilden bredte sig derefter i den stærke blæst til Jens Jespersens gård, som lå omtrent 300 alen fra det brændende hus. Gården blev i et nu antændt og nedbrændte på kort tid. Og ilden bredte sig videre til flere huse og til en gård på Langelinie 60, hvor det lykkedes at stoppe ilden, så den ikke bredte sig til de omkring liggende gårde og huse.

Brandfogeden forklarede, at det hus, hvori ilden opstod, var indrettet til stald og navnlig blev benyttet som rejsestald. Kroen ejedes af gårdmand Anders Jensen, der var i marken, da ilden udbrød. Det hus, hvori ilden opstod, var det eneste, der blev reddet ved den brand, der i 1859 var overgået kroen.

Brandfogeden mente aldeles ikke, at der var nogen grund til at have mistanke mod nogen for forsætlig at have afstedkommet branden.

En lang række mennesker blev afhørt til politiprotokollen om deres kendskab til branden, men oplysning om, hvorledes ilden var opstået fremkom ikke gennem forklaringerne.

Den, der sidst havde været i huset, hvori branden opstod, var kroens tjenestepige, der havde være ovre efter ildebrændsel til komfuret, men hun havde intet bemærket. Hun var der ovre en halv times tid før branden opstod. Endvidere blev afhørt en ungarer, der gik rundt og solgte musefælder, og som havde boet i huset natten i forvejen. Man havde tanken henvendt på tobaksrygning eller anden uforsigtig omgang med ild, men intet blev oplyst desangående.

Der er ikke fundet noget om at der skulle være rejst tiltale mod nogen i anledning af branden.”

Avisens omtaler

Aarhuus Stiftstidende beskæftigede sig med den store begivenhed i Borum over flere dage. Her følger omtalen, delvis tilrettet nutidens stavemåde:

Artikel 2.9.1861:
Aarhuus, den 2den Septbr. Under den stærke storm af vest i lørdag eftermiddag opkom der ildebrand i den ca 2 mil herfra beliggende landsby Borums vestlige side, nemlig i krogårdens staldhus, hvorfra ilden staks forplantede sig til de nærmeste nabosteder og angreb kort efter alt i retningen mod øst, så at endog en gård som lå flere hundrede alen fra nærmeste sted i denne linie blev antændt.

Man vil bedst kunne tænke sig med hvilken hast ilden bredte sig ved at erfare at gdr Jens Jespersens gård , som dog er beliggende et godt stykke fra kroen, antændtes så pludselig og fuldstændig, at man ikke kunne redde to føl, nogle svin og kalve som befandt sig i udhusene.

Ilden rasede på grund af stormen så heftig at den ikke har efterladt sig brændbart stof af bygningerne så der kun står en del nøgne skorstene og murbrokker tilbage.

Hvorledes ilden er opstået, er endnu ukendt, men da den er udbrudt i et hus, hvor der hverken var skorsten eller ildsted, er det rimeligt, at en utilgivelig uforsigtighed atter har forvoldt en stor ulykke, der let kunne have grebet endnu meget mere om sig, da det kun var ved den yderste anstrengelse, at det lykkedes at redde J. R. Fogsgaards og derved en hel del andre gårde og huse. Heldigvis kom uagtet den frygtelige trængsel under branden, kun ét menneske til skade, nemlig en gammel kone der blev en del forbrændt i ansigtet

Forstanderskabet og navnlig sammes formand og sognepræst har straks sat alt i bevægelse for at arrangere husly og underhold for de mange husvilde.

Annonce 6.9.1861:
Ved en under den stærke storm i går opkommen brand er en betydelig del af Borum By blevet lagt i aske, så at ikke mindre end 26 familier er blevet husvilde og berøvet livets fornødenheder. Ulykken er så meget sørgeligere, som den langt overvejende del af de brandlidte er småfamilier, der har mistet så godt som alt hvad de ejede og kun har lidet eller aldeles intet assureret, til dels på grund af at deres ringe kår ikke har tilladt dem at afholde de med en assurance forbundne omkostninger.

Undertegnede, der har forenet sig om at bidrage, hvad de formår til at de ulykkelige kunne friste livet, anråbe om hjælp til at lindre deres nød, om at sende deres milde gaver enten til en af os, eller til dette blads redaktør, som velvillig har lovet at modtage de gaver som måtte være ham tilstillet.

Der vil blive draget samvittighedsfuld omsorg for en efter trangen afpasset fordeling af de gaver som måtte indkomme og regnskab vil til sin tid blive aflagt.
Borum 1. september 1861

V Hørning, Sognepræst – Jens Jensen Hvid, Sogneforstander
J. R, Fogsgaard, Gdr – Søren Pedersen, Gdr.

På de de forannævnte mænds anmodning modtages og offentliggøres af mig de gaver, som herfra byen og omegnen måtte tilstilles mig til de brandlidte i Borum
Elmquist. Udgiver og redaktør af Aarh. Stiftstidende.

Notits 7.9.1861;
Til de brandlidte i Borum har jeg haft den glæde at modtage følgende gaver:
Fru statrådsinde Friis: 1 pakke med 2 par lagner, 2 uldne skjørter og 4 stk børnelinned
F. R. 5 Rdr., Oberstl. Mørch 5 Rdl., Kbmand. Niels Schoubye 5 Rdr. En unævnt 1 Mk. Hr. gårdejer Mads Laursen i Vejlby 4 Rdr. I alt 19 Rdr. 1 Mk.
A. F. Elmquist.

Notits 9.9.1861:
Til de Brandlidte i Borum har jeg endvidere modtaget fra: Hr. bogbinder Chr. Bøgh 2 Rdr, hr. collecteur Hasle 2 Rdr, hr. skibstømrer Peter May 3 Mk. I alt til dato i penge 23 Rdr. 4 Mk.
A. F. Elmquist.

Indlæg 25.9.1861:
Til de brandlidte her i byen har man haft den glæde at modtage følgende gaver: Fra Årslev Sogn 33 rdr.2 mk 12 sk. Lyngby Sogn 48 rdr, Lillering By 16 rdr 5 mk 8 sk. Skjoldelev og Hummeluhre Byer 49 rdr 12 sk. Skouby Sogn 47 rdr. 4 sk. Labing By 21 rdr 3 mk. Ritmester Friis til Lyngbygård 20 rdr, Ludvig Moe 3 mk., kammerjunker Folsach til Wedelslund 10 rdr, sognefoged Peder Bering i Brabrand 4 rdr, gårdejer Søren Schjøtt sammesteds 5 rdr, propr. Folsach til Ristrup 20 rdr., skolelærer Larsen i Skjørring 1 rdr, en ubenævnt 1 rdr, practis. læge Bünger 5 rdr. I alt til dato modtaget her 286 rdr 3 mk 4 sk.
Borum Præstegård, den 23de Septbr. 1861
Hørning

Til de brandlidte i Borum har jeg endvidere modtaget fra: Husmand Jacob Mortensen i Brabrand 2 rdr. Hr farver Stampe 8 rdr. Hr. branddirecteur Esmann 2 rdr. I alt til dato modtaget 80 rdr. 1 mk.

Hvilke huse er brændt

Ved at læse rapporten om branden i Borum den 31 August 1861 vil jeg prøve at finde ud af, hvor de nedbrændte huse har ligget. Jeg vil følge den orden, som de er omtalt i rapporten, for at redegøre for den store brand , som næsten lagde hele den nuværende BYSVINGET øde.

1. Borum Kro. Her er ilden opstået i de østlige bygninger, som blev brugt som stalde og navnlig rejsestald for kroens gæster. Kroen lå på BORUM BYVEJ 16. De brandhærgede bygninger havde undgået en brand i 1859. Kroen ejedes af Gdr. Anders Jensen, der var i marken da ilden opstod.

2 LAURS SØRENSENs hus. Det må have ligget hvor det nuværende hus på BYSVINGET 2 ligger.

3 KROMANDENs aftægtshus. Beboet af 2 enker, aftægtsenken Inger Marie Simonsdatter og Skolelærer Jensens enke. Dette hus må have lagt på grunden , hvor der ifølge kort fra 1820 har lagt en gård matr nr 16. Nu BYSVINGET 4

4 Et hus syd for 3. Antagelig tilhørende kromanden da det er på matr nr 16. Det er beboet af Laurs P. Laursen, en arbejdsmand ved navn Søren, arbejdsmand Morten Jacobsen og tømrer Jens Nielsen. Det må være BYSVINGET 6 og 8.

5 JENS JESPERSENs gård. Hele gården brændt. Gården flyttes ud på sine marker LANGELINIE 81. Der opføres beboelse på BYSVINGET 12 som er brugt som dyrlægebolig, dyrlæge Kjeldsen og Vinter Christensen.

6 JENS JESPERSENS hus. Beboes af Christen Skrædder og Jens Pedersen Slagter, det må have ligget BYSVINGET 14a og 16, da skolen er bygget på et areal, som kom fra et hus, som er nedbrudt og arealet delt mellem Borum Kommune og Dyrlæge Vinter Christensen.

7 SKOLEN. Skolen var bygget i 1824, et hus i nord og syd, der var lærerbolig og skole-stue, samt et udhus i øst og vest. Der var 7 tdr land jord ved Borumbro, som læreren drev som en del af lønnen. Han fik også leveret hø og halm fra bønderne. Skolen lå på BYSVINGET 18a, skolen blev genopført og blev brugt helt til skolen blev nedlagt i 1964.

8 Post CHRISTEN RASMUSSENs hus, nu BYSVINGET 20. Her lå huset Lybæksminde, som blev nedbrudt ved vejomlægningen ca.1942.

9 SKOVFOGEDHUS og 1 udhus beboet af Skovfoged Hans Jensen. Det må være det nuværende BYSVINGET 3. Skovfogeden havde jord ved Skivholmevej 41, og der er bygget nyt skovfogedsted i Borum Vindskov 1869.

10 SØREN NIELSEN KRÆMMERs hus Et hus tilbygget ovennævnte udhus, Søren Nielsen bygger i 1866 en nyt husmandssted på Borum Landevej 16. Nu BYSVINGET 5.

11 BENT SØRENSENs hus sammenbygget med Søren Nielsens hus. Også BYSVINGET 5. Øst for dette et udhus tilhørende Søren Nielsen Kræmmer, det er en mærkelig samling huse, som er opført her. Her opføres de bygninger som tidligere var karetmager-virksomhed.

12 SØREN HVIDKJÆRs hus, beboet af Jørgen Vægter og Poul Kanne. Det er BYSVINGET 15.

13 RASMUS PEDER ENEVOLDSENs hus beboet af Anders Balle og ? Rasmus. Nu BYSVINGET 17.

14 BYENS SMEDIE og udhus nu Bysvinget ca 19. Smedien må have ligget her, for Bymændene står som ejere i 1861. Antagelig er den senere smedje opført på Langelinie 47 efter branden.

15 FATTIGHUS, beboet af Hanne Jensen og Peder Sørensen BYSVINGET 21. Bymændene står som ejere 1961 og sælger det i 1892 til Skomager P Nielsen.

16 CHRISTEN SIMONSENs hus, beboet af ejeren, BYSVINGET 23

17 PEDER HJULMANDs hus, Beboet af arbejdsmand Lemmer, BYSVINGET 25 Husene 15, 16 og 17 var sammenbyggede som nu.

18 JENS JENSENs gård. Gården har ligget LANGELINIE 60. Gården flyttes ud på sine marker og bliver senere til BORUM ØSTERGÅRD.

Konklusion

Det var en frygtelig brand, hvor så mange blev hjemløse og husene helt nedbrændt. Mange af husene må være opført igen af nyere materialer, da de nedbrændte huse antagelig har været bindingsværk og med ståtag.

Vitten, 21. Januar 2007
Holger Dalegaard.

Kilder Borum kalender 1987.
Borum 1820. Lokalarkivet 1985-15/ 31 eller 1985-15/30.
Matrikelfortegnelse.
Gamle og nye hartkornsansættelser H.D.
Adressearkivet H.D. og B.P.

Bronzealderhus anno 1994

Lokalhistorisk Arkiv
Rejsegildet blev holdt i sne.

Rejsegildet blev holdt i sne.

Borum Eshøj blev udgravet i 1870’erne med stort udbytte. Tre velbevarede lig fra bronzealderen dukkede frem – to mænd og en kvinde – og især deres dragter er enestående.

Igen 120 år senere tog arkæologer fat med stor omhu, men desværre knap så synlige resultater. Til gengæld skete det med stor inddragelse af lokale kræfter, skolen, amatørarkæologer og så videre. En kraftanstrengelse af de sjældne.

Både amatører og professionelle blev så bidt af forhistorien på det imponerende sted, at de besluttede at arrangere to store friluftspil og rekonstruere et bronzealderhus, som det kunne have set ud i Borum i ældre bronzealder for 3000 år siden. Her er arbejdet nået til

Bronzealderhuset og indgangen til oldtidsparken fotograferet i efteråret 2016

Bronzealderhuset og indgangen til oldtidsparken fotograferet i efteråret 2016

rejsegildet i 1994.

Også to af gravhøjene blev senere rekonstrueret med påkørt jord. Et hus fra stenalderen bliver vist med stolper, og kortlægningen af området fortsætter, samtidig med at der holdes mere lokale arrangementer i og omkring bronzealderhuset. Senest blev der gravet i resterne af selve Borum Eshøj i 2011.

 

1 2 3 4 … 15