Skæbnen ville, at hele tre gamle husmandssteder i Borum-Lyngby forsvandt fra jordens overflade i i løbet af året 2019: Langelinie 57. Langelinie 78. Tingvad 20.
3 husmandssteder revet ned i løbet af 2019
Historier
Alfabetisk indgang til nogle af de røverhistorier i Borum-Lyngby, der er værd at huske på:
Åbent hus på Møllevejen
Reportagefoto af Skabelund.
Tak skæbne, død og pine, hvad gør vi nu?
På den værst tænkelige årstid ramte denne ulykke arbejdsmand Jens Sørensens fattige hus på Borum Møllevej. Hele skrænten op mod Mølvangs mark blev tilsyneladende næsten flydende en decemberdag i 1963. På en bred front gav jorden efter, og så fik Sørensens selvbyggede hus trykket hele bagfacaden ind.
Møllevejen lå oprindelig helt åben mellem Borum By og vandmøllen, men i 1940’erne og 1950’erne fik den 11 huse. Det var før byggetilladelsernes tid. Folk gik bare i gang, og noget blev bedre end andet.
Huset her, Borum Møllevej 15, var nu ikke så ringe, men ejeren havde undervurderet kraften af vandtrykket i skrænten. Arkivet hører gerne mere om, hvad der videre skete, hvis nogen husker noget. I mellemtiden lader vi den lille naturkatastrofe tale for sig selv.
Afdansningsbal i forsamlingshuset
Polka og foxtrot. Disko og square dance. Gammeldans og techno. Borum Forsamlingshus har lagt gulv til det hele i årenes løb. Her er vi til afdansningsbal i Kurt Brøggers danseskole, der havde en filial i Borum. Året er 1956, måske 1957, og der er mange kendte ansigter på billedet. Behøver vi at skrive, at stemningen var anspændt? Enkelte piger og mødre ser dog ud til at være bare lidt glade.
Lidt om huset: I 2000 løb en bestræbelse for at erstatte forsamlingshuset fra 1928 med en helt ny bygning ud i sandet. En ekstraordinær generalforsamling viste et stort flertal for at bevare Borum Forsamlingshus. Siden da er det lykkedes at komme langt med modernisering: vinduer og tag ud mod gaden, nyt køkken, totalt istandsat sal og nye toiletter.
Og dansen? Den fortsætter. Prøv for eksempel at komme til børnenes egen fest, når fastelavnssoldaterne indbyder.
Aksel Vognmands hus – den gamle telefoncentral
Af Holger Dalegaard
og Peter Poulsen
Der ligger et vigtigt, lille hus i landsbyen. Det ligger lige ud til Langelinie, og uden det hus ville Borum tage sig meget ringere ud. I dag kan enhver se det.
De fleste i Borum husker Aksel “Vognmand” Nielsen (1922-2013). I hans velmagt kørte han omkring i Østjylland med egnens flotteste lastbil. Den var ikke stor og slet ikke moderne, men Aksel pudsede, plejede og malede vognen, så selv hjulene skinnede i flere farver. “Hold Dem til Volvo – den holder til Dem”, citerede han et ældgammelt reklameslogan.
Ældgammelt var også huset, som han vedligeholdt med samme omhu, hvilket indebar den store fordel, at han altid stod klar til snak, når nogen kom forbi.
Sådan noget bindingsværk passer jo ikke sig selv – især ikke når det efterhånden er blevet lidt vel trøsket inde bag tjæren. Asfalten på vejen lå lidt højere end huset, så Aksel havde også en fare for vandindsivning at tage vare på. Rækværket fik af og til skrammer af en bil.
Og så skulle bindingsværkets tavl jo også opstreges, som traditionen på Århus-egnen bød engang, og som næsten ingen andre end vognmanden i Borum efterhånden holdt i hævd. Når muren havde fået sin gule cempexo, stregede Aksel murstensmønstret op i hvidt med en smal børste. Ikke fordi han skulle, men fordi sådan havde man altid gjort. Flot og meget traditionsbevidst.
Nede i kælderen havde han sin hule. Vognmanden, der aldrig glemte, at han før lastbilen havde kørt med heste, fremstillede som en habil sadelmager fint seletøj til andre hesteinteresserede.
Aksel Nielsen var indfødt i Borum. Da Tove og han blev gift, overtog de Aksels bedsteforældres hus i 1952 og fik over seks årtier som ejere.
Ægte bindingsværk på ny
2018 blev året, da hele det bevaringsværdige hus kunne være endt som et hul i luften efterfulgt af… ja, hvad som helst som kommunen kunne have godkendt til at udfylde den bevarende lokalplan for Borum med.
Sådan gik det heldigvis ikke, og det blev sjovt nok en anden, nyere og noget mere effektiv vognmand, der valgte at give det gamle hus et fuldstændig nyt liv på dets egne, historisk korrekte betingelser. Lindskow Udlejning ApS købte i 2017. Tilsyneladende billigt, men især efter et års mindre vellykket udlejning kunne alle se, at her var der virkelig brug for mere end lidt maling, kit og nye stikkontakter.
Mens Borum skiftevis måbede og glædede sig, valgte Sanne og Per Lindskow faktisk at forny hele Langelinie 39 styk for styk – fra syldsten til tagryg. Per brækkede ned i den varme sommer, og en dag kom noget så sjældent som en ægte bindingsværkstømrer til Borum. I hans kyndige hænder røg råddent træ ud og ægte egetømmer ind – komplet med tapper, nagler, hageblade, trætjære og alt til faget henhørende (hvilket ikke omfatter sømbeslag, kunne vi erfare). Sandt at sige blev der ikke mange meter tilbage af det gamle bindingsværks tømmer og bogstaveligt talt ikke en pind af loft og tag. Undervejs gjorde Lindskows mange sære opdagelser. En af dem var, at det gule hus oprindelig havde været rødt.
Her på egnen har vi ikke set en så omfattende og fagmæssig renovering af en historisk bygning siden branden og genopførelsen af Borum Vandmølles stuehus i 1981. Resultatet ser ud til at blive fantastisk.
Et sjældent længehus
Er det så i virkeligheden bare et nybyggeri, vi efterhånden ser ligge og tage sig godt ud på den markante plads ved Langelinie? Slet ikke. Det er stadig et ældgammelt hus i præcis det gamle hus’ sted, dimension og ånd, men stort set bygget af nye materialer.
Proportionerne er for eksempel helt specielle. Vognmandens hus var – og er – næsten kvadratisk. Syv og en halv meter på den ene og knapt otte meter på den anden led. Dertil kom en påhængt veranda mod øst – en “velstandsknast” som de blev lavet i begyndelsen af 1900-tallet. Men de otte meter på grundhuset er faktisk dybden, og dette er højst usædvanligt for et længehus, der jo – som navnet siger – bør have en lang facade med smalle gavle.
Aksel fortalte da også uden udpræget utilfredshed, at han engang havde haft besøg af en fin professor i arkitektur, der studerede det sjældne fænomen i Borum og målte huset op.
Engang var det langt
Lad os også gå tilbage i tiden:
I 1800-tallet udgjorde Langelinie 39 kun den ene ende af et ganske langt hus, hvor det nuværende Langelinie 37 udgjorde den anden ende. Til alt held er et foto heraf bevaret i arkivet. Så et længehus er det skam. Den store dybde fortæller måske noget om det gamle bindingsværk, hvoraf store dele tydeligvis var genbrug. Eventuelt fra en meget større bygning.
Alderen forbliver faktisk en af husets helt store hemmeligheder. Langelinie 37-39 kan være endog meget gamle huse. En enkelt reference bliver, at deres grunde ses allerede på udskiftningskortet fra 1796. Bygningerne kan være ældre – men sådan set også yngre. Alle gamle spor kan være væk. Men de kan sådan set også stå i samme profil og med samme fodaftryk som noget endnu tidligere. Udskiftningskortet afmærker faktisk flere skitser af bygninger. Lige her ser det egentlig ud, som om der lå en længe klos op ad bækken, men om kortet kan tolkes så bogstaveligt, er nok tvivlsomt. Det viser hele sognet og er noget gnidret inde i byen.
Er Gertrud og Niels’ hus, Langelinie 37, så på et tidspunkt udskilt fra vognmandens? Nej, faktisk ikke. Med begge er vi bestemt i afdelingen for “jordløse huse”, som man sagde engang (dermed mentes ejendomme, hvor man ikke kunne leve af landbrugsjorden), men der er forskelle. Sidstnævnte har det selvstændige matrikelnummer 32 og et pænt stort stykke havejord på 1000 kvadratmeter. Førstnævnte har nummer 19l og en absolut minimal grund. Hovedmatrikelnummer 19 var den gamle, firlængede Bækgård (Langelinie 33/Byvej 10).
Husene er snarere stillet op ad hinanden for at spare en gavl. Senere – helt præcis i 1927 – blev den venstre side af det største hus (altså midterste del af længen) revet ned og erstattet af en stald med plads til en hest, en ko og en kalv og til deres vinterfoder. Det er den træbygning, som Aksel Nielsen senere satte en port i og omdannede til garage for Volvo-lastbilen, der lige akkurat kunne kantes ind, når han kom hjem.
Seks voksne og et barn under samme tag
Grundlæggende har næsten alle huse i Borum By rummet en håndværker eller handlende. Efter udskiftning og en del udflytning af gårdene tjente landsbyen i 1800-tallet og det meste af 1900-tallet næsten udelukkende som servicecenter for landbruget. Længe før vognmandens tid udgjorde huset Langelinie 39 en tømrermesters bolig og base.
I 1901 boede her faktisk hele seks voksne og et stort barn under samme tag: Tømrermester Johannes Nielsen og hans hustru Ane Kirstine, deres søn, tømrersvend Anders Nielsen på 24 år, den ukonfirmerede søn Anton Marius på 13 år, tjenestepigen Magda på 17 år, tømrersvenden Peter på 21 år og tømrerlærlingen Rasmus, der også var 21 år. Den slags kan man læse i de sirligt førte folketællinger, hvis man altså ved, hvor man skal lede.
Tømrer og centralbestyrer
Jamen var huset ikke også telefoncentral? Rigtigt husket. Telefonen kom til Borum i 1896, hvor læge Götsche (Langelinie 71) og købmand Eistrup (Langelinie 50) blev de første abonnenter.
Det nye kommunikationsmiddel spredte sig med en fart som en kattevideo på Facebook. I arkivet har vi Jydsk Telefon Aktie-Selskabs telefonbog fra 1914, og i den er Borum Central med 45 abonnenter allerede blevet knudepunkt for en større egn.
Familien Nielsen svarede “Borum” i røret, når brugerne drejede på håndsvinget og kaldte op, selv om Herskind Brugs, Wedelslund i Sjelle, Ristrup i Sabro, Lyngbygård Gods og Mundelstrup Station (DSB) var blandt abonnenterne. Nogle af dem delte en linje fra centralen, for eksempel “Kvottrup Telefonkonsortium”.
Vi ved intet om, hvor stort omfang telefonpasningen havde i forhold til tømrerarbejdet, men gætter på, at førstnævnte let kunne klares ved, at der altid var mindst én person hjemme i den store husstand.
Sønnen Anton, der tog over i 1918, satsede dog stort på det nye. Han byggede huset på Byvej 3 (som eternitplader på træskelet – man er vel tømrer), og Jydsk Telefon flyttede centralen til … ja, Centralen, som huset vist stadig kaldes, selv om det er over 50 år siden, at de gamle fastnettelefoner blev automatiske.
“Centralen”, Borum Byvej 3, fotograferet i 1987 af Stig Andersen.
Anton Nielsen fik i 1927 også en rolle i spillet om det kommende forsamlingshus, men den rolle må vi fortælle om en anden gang.
En aktiv pensionist: Skov-Andreas
Samme år flyttede i hvert fald en helt ny familie Nielsen ind i huset på Langelinie 39. Andreas Nielsen – Aksels morfar, født 1869 – var, hvad vi i dag vil kalde en aktiv pensionist. Han havde solgt Højballegård (Eshøjvej 92), men havde stadig lidt dyr og ejede et pænt stykke skov på højre side af Møllevejen nordvest for vandmøllen.
Om morgenen kunne man se ham tage til skovs med en gig (tohjulet hestevogn) efterfulgt af en ko med kalv. Mens “Skov-Andreas” slog hø med le inde mellem træerne, græssede hest og kreaturer, som han tøjrede i lysninger og ved skovveje. Om aftenen kom dyrene ind i den føromtalte stald. En lille plads adskilte (og adskiller) beboelseshuset fra stalden. Også på den lille, nu opfyldte eng ved Brundsving (i dag under husene Langelinie 49 og 51) græssede Nielsens dyr, og svigersønnen Carl (Aksels far) fik en hjælpende hånd på sit husmandssted, Langelinie 57. Den gamle mand havde fuldt op at gøre.
Nyt liv i landsbyen
Imens dette skete, udviklede den anden ende af huset sig helt anderledes. Under stråtaget rummede Langelinie 37 i 40 år familien Bomholt. Niels var tækkemand, men også meget andet. Dorthea og Niels Bomholt købte to biler og kørte begge lillebil, som man sagde. Altså taxi. De drev også en lille butik med is og slik.
Tove og Aksel Nielsen fik mange år i det gule – men oprindeligt røde – bindingsværkshus på Langelinie, og her voksede døtrene Lise Lotte og Inge Merete op.
Merete har hjulpet med enkelte oplysninger til denne artikel. Resten af det fortalte er en blanding af egne hukommelser og materiale i Lokalhistorisk Arkiv.
Vi er overbeviste om, at det nye, gamle hus bliver attraktivt for de kommende beboere. Langelinie 39 får nyt liv, og det gamle er nu dokumenteret.
November 2018
Holger Dalegaard og Peter Poulsen
Amatørerne rykker ind
Længst til venstre museumsinspektør Niels H. Andersen. Længst til højre arkæolog Milert Schultz. Nummer fire fra venstre er Peder Pedersen, Borum. Bemærk nummer tre fra venstre (ukendt), der tilsyneladende stillede op til gravearbejde i hvid skjorte med butterfly!
I 1988 kom tiden til nye udgravninger af den gamle kultplads Borum Eshøj.
Nu gjaldt det nogle af de mange nedpløjede gravhøje, og som noget nyt kaldte arkæologerne denne gang på amatørerne.
Mange engagerede voksne og endda en skoleklasse fra Sabro Korsvejskolen tog fat på at vriste 3200 år gamle hemmeligheder ud af jorden, og de fleste holdt ved, selv om det var hårdt.
Peder Pedersen (t.v.), der her deltager i en registrering, er direkte efterkommer af Palle Hansen, gårdejeren der reddede Borum Eshøj fra udslettelse.
Arkivet passer godt på din historie
Arkivalier opbevares hovedsagelig i stålskabe med hængemapper og i arkivæsker.
Alle arkiver i verden har to formål. Et stort og et lidt mindre.
Det store er at gemme og systematisere materiale fra tiden frem til i dag. Det knapt så store er at pakke det hele ud igen og stille det til rådighed for interesserede, der på den måde kan lægge brikker til deres viden om fortiden – eller måske bare blive mindet om noget, de egentlig godt vidste i forvejen.
Sådan er det også med vores lille arkiv i Borum-Lyngby.
Det store formål varetager vi ved at modtage og registrere gammelt stof fra lokalområdet. Vi vil gerne sige tak for mange bidrag.
Det lidt mindre formål, formidlingen, varetager vi blandt andet gennem udstillinger, møder og den lokalhistoriske kalender. Denne blev faktisk opfundet i Borum og udkom første gang for året 1987.
I de seneste år har vi taget fat på at sikkerhedskopiere arkivets samlinger i elektronisk form. På denne måde kan hele vores billedsamling for eksempel ligge på nogle få dvd’er. Lægger man nu disse i en anden bygning, giver det en ekstra sikkerhed mod fremtidige ulykker, for eksempel brand. Så det har vi gjort.
Men det mest afgørende er nu, at billeder, dokumenter og bøger i det hele taget bliver sikret for fremtiden ved at komme i arkivet i stedet for i skraldespanden i forbindelse med oprydning eller dødsfald. Arkivet passer også på din historie. Brug os.
Du kan besøge Lokalhistorisk Arkiv i Borum-Lyngby Sognegård, Lyngbygårdsvej 41. Vi holder fra 2020 åbent den sidste tirsdag i hver måned (juli undtaget) kl. 19.30-22.00 samt efter aftale. Alle er velkomne.
Arbejdsmøde med gæster – og endda lagkage – en dag i 2002. Holger Dalegaard (forrest t.v.) og Gunnar Nielsen (forrest t.h.) har været med i arkivarbejdet siden starten i henholdsvis Borum og Lyngby.
Bager, købmand og benzintank
Stjerne Foto i Århus fremstillede dette postkort af Borum, og naturligt nok valgte de det klare centrum, som byen havde dengang.
Til højre kan man gå op til Thorvald Møllers bageri, Byvej 14. Bagved det ligger købmand Juel Kjærs store forretning, hvor tre børn står og snakker over cyklerne, og hvor man også kan købe benzin.
Til venstre skimter vi forrest forpladsen til mejeriet, så kommer mejeribestyrerens bolig, Byvej 11, og trappen op til forsamlingshuset. I baggrunden ligger Borum Højgård, Byvej 18, og ligner sig selv.
Mindestenen for genforeningen står i et lille anlæg med flagstang, og der er ikke en eneste bil at se.
Vi daterer billedet til cirka 1960. Blandt andet fordi fremspringet på købmandsgården med det efter datidens standard moderne butikslokale blev bygget omkring 1958.
Bageren kom på hjul igen
Så kan der igen køres landtur med brødbilen.
Anden Verdenskrig er slut, der kan igen fås benzin, og bager Thorvald Møller i Borum har fundet sin bil frem på ny. Den har været opklodset hos hans svoger, karetmager Oluf Jensen, Bysvinget 5.
Billedet viser Anna og Thorvald Møller foran den gamle Ford.
Under krigen var det ikke muligt at få benzin til private biler, så det var nødvendigt at finde på en anden måde at få kørt sin landtur til kunderne på. Bageriet på Borum Byvej 14 havde et stort salg på turen til Borum Mark og nabobyerne, så kørslen var nødvendig for at holde gang i forretningen.
Da mælkemanden i Borum, Tage Nielsen, Borum Byvej 15, havde de samme problemer, anskaffede han sig en hest og en vogn, og da han ingen steder havde at opstalde dem, fik han plads hos bageren mod at køre landtur for ham.
Bager Møllers havde overtaget bageriet i 1941 efter Thorvalds forældre, som havde drevet det siden 1924.
Den markante bygning med den høje kælder ud til gaden blev i øvrigt en overgang i 1980’erne genåbnet med navnet “Det gamle Bageri”.
Begyndende byvækst i Lyngby
1996 var året, da Brabrand Boligforening byggede fire boliger syd for Lyngby Kirke. Det var også samme år, som menighedsrådet overtog den tidligere skole til indretning af graverfaciliteter og til sognegård for Borum-Lyngby. Luftbilledet er taget, netop som oprydningen i det fredede område omkring kirken og skolen er godt begyndt. Nederst i billedet ses det store, nybyggede hus, Lyngbygårdsvej 40A, og legepladsen. Øverst marken mellem byen og Lyngbygård.
Bestyrelsesmøde i den gamle borgerforening
Borum Borgerforening blev stiftet i maj 1977 efter et par velbesøgte borgermøder præget af stor entusiasme.
Borum havde ligget lidt i dvale efter chokket i 1970, da kommunen blev nedlagt, men snart havde praktisk taget alle indbyggere meldt sig ind i borgerforeningen, der da også havde et yderst enkelt formål, nemlig at skabe sammenhold i Borum Sogn og modvirke splid og klikedannelse.
Borgerforeningen skulle desuden stille krav til myndigheder og politikere. Bedre busforbindelser var det ønske, der startede det hele – og så at gøre “noget” for børnene.
Cykelstien til Sabro blev et af borgerforeningens første synlige resultater, og allerede i 1979 formulerede Borum et overordnet politisk ønske til kommunen om fremtiden for Borum Sogn: En vækst på 1-2 huse om året uden store nye boligområder.
Kontingentet skulle være lavt, at alle ville være med, og gennem arbejdsudvalg skulle flest muligt deles om opgaverne. Sådan opstod blandt andet amatørteatret, sommerfesten og lokalhistorisk arkiv, mens bestyrelsen især arbejdede med det udadvendte og den årlige høstfest. Vejviseren udkom førte gang 1978.
Her holder en af de første bestyrelser møde hos Lone Hansen, Stillingvej 212. F.v. Peter Poulsen, Børge Pedersen, Ole Mathiasen, Lone Hansen og Eline Hansen. Huset, som de sad i, blev i øvrigt siden revet ned og erstattet af et nyt.
Biler og legende børn
Sådan så der ud midt i Borum for 70-80 år siden. Mest bemærkelsesværdigt er måske i virkeligheden, hvor meget der ikke har ændret sig trods de mange år, der er gået. Dog kan vi vist hurtigt slå fast, at trafikken har ændret karakter, og at børnene roligt kunne lege ude midt på vejen. Og så var Borum Byvej endda landevej dengang. Vejen mellem Skanderborg og Randers gik igennem byen.
Vi ved ikke så meget om baggrunden for billedet, der har tilhørt Søren Kristiansen, Borum Landevej 16. Men vi kan nogenlunde tidsfæste det, nemlig ud fra Bækgårdens bygninger (Borum Byvej 12) og ved at forsamlingshuset ikke er bygget endnu. Det giver et tidsrum fra ca. 1920 til 1928.
Det passer vist også meget godt med de statelige bilmodeller, der holder parkeret foran købmandsgården (Borum Byvej 16).
Bissen, bonden og bronzealderen
Så stor menes den største af højene i gruppen at have været. Bemærk den lille rest til højre. Rekonstruktion: Moesgård Museum
Hvordan Palle reddede gravhøjen ud af kløerne på Søren – og alligevel ikke lo bedst til sidst
Af Peter Poulsen
Artikel 1 af 2 trykt første gang i Østjysk Hjemstavn 2007
– her let bearbejdet.
Artikel 2 af 2 her: Et ualmindelig dumt svin
Nogle gange skal der både en magtfuld konge og en behjertet bondemand til for at klare sig mod en begærlig voldsmand. Og kampen kan endda ende næsten uafgjort. Det handler denne historie fra 1800-tallet om.
Havde skurken vundet over helten, ville Danmark have været fattigere på viden om en af forhistoriens mest fascinerende epoker: bronzealderen.
En ubegribelig flothed
Hvert år ødelægges endnu en lille smule viden om, hvordan vore forfædre levede. Det er næsten naturens – og kulturens – gang. De arkæologiske spor nede i jordlagene forgår. Når landmænd og skovrejsere pløjer dybere og dybere, bliver muld og kulturlag rodet rundt som en lagkage i en skraldevogn. Og der bygges huse og veje som aldrig før.
Men gravhøjene har til dels været en undtagelse. For 3000 år siden dyrkede bronzealderens danskere også jorden. Men de tog sig den næsten ubegribelige flothed at skrælle græstørvene af store arealer, når der virkelig skulle sættes mindesmærker over udvalgte medborgere. Tørv for tørv blev stablet op, og det havde to effekter:
Menneskene ofrede deres produktionsgrundlag for en sag, hvis betydning vi ikke kender.
Og der blev rejst nogle høje, som ikke blot var markante, men hvor de kemiske forhold betød, at lig, kister, ja endog tøj blev bevaret i en iltfri suppe af stillestående vand lige frem til vores tid.
Hvis altså…
Uden miniskørt
I et særligt, kultisk område vest for Århus gjorde arkæologer i 1875 de vigtigste fund fra Danmarks bronzealder. Hele tre velbevarede, påklædte menneskekroppe blev det til. En ældre mand, en midaldrende kvinde og en ung mand fra omkring 1350 f.Kr.f. Især deres tøj – kapper, skørter, ja selv et hårnet, ligger i dag vel bevaret.
Havde én af dem nu været en ung kvinde, og havde hun som et fund fra Egtved båret et pikant, lille snoreskørt, ville de garanteret have været mere kendte uden for fagfolks kreds.
Men det var på et hængende hår, at de enestående fund blev reddet fra en næsten systematisk ødelæggelse i et drama over mere end 20 år i 1800-tallet.
Iværksættertypen Palle
104 meter over havet knejser toppen af bakkedraget Højballe. Et
Der har været et mylder af høje. Det er kommunevejen Bakkevej/Eshøjvej, der går fra øverste venstre til nederste højre hjørne. Øverst t.h. Viborgvej (Rute 26).
åbent og ret øde sted, hvor der endnu i dag er en milevid udsigt lige til Mols, Jelshøj og søhøjlandet ved Ry. På dette pragtfulde sted byggede bronzealderens folk omkring 40 gravhøje. Ja, virkelig byggede.
Øverst oppe stod den ni meter høje og hele 38 meter brede Borum Eshøj omgivet af en stensætning.
60 meter længere nede og et par kilometer mod syd ligger landsbyen Borum, og midt i den residerede bonden Palle Hansen i 1851 på Bækgården.
En dynamisk erhvervsmand på 30 år, ville man sige i dag. Allerede patriark i en husstand, der med tiden kom op på 17 personer, heraf 10 ansatte. En iværksættertype, der anlagde teglværk og vindmølle og eksporterede heste og kreaturer. Men også en åndeligt vakt sjæl, en bonde der var påvirket af den gryende grundtvigske bevægelse og blev personlig ven med en af dennes vigtigste produktudviklere, højskolemanden og foregangsmanden i Den jyske Folkeforening Lars Bjørnbak (1824-78) fra Viby.
Palle Hansen. Maleri.
Bonden tager på slottet
Bjørnbakkeren Palle i den stråtækte gård over for landsbykirken ejede et stort areal, og det var helt i tidens ånd, at han udstykkede en lod oppe i udmarken, byggede gården Højballegård og solgte den.
Men da han allerede året efter opdagede, at en smart vej-entreprenør systematisk gik i gang med at køre sten væk og dermed bid for bid fjerne forfædrenes spor fra den vældige høj, tog han affære. Personligt fik han den fredet ved i 1853 at rejse over til kongen i det dengang meget fjerne København og slå alarm.
Det var langt mindre almindeligt. Men det virkede.
Borum Eshøj skulle “conserveres for Eftertiden”, fastslog den arkæologisk interesserede kong Frederik VII (Margrethe har det ikke fra fremmede), og så gav Indenrigsministeriet ordre til amtets vejfolk om at holde nallerne væk.
En senere beundrer, landstingsmand Rasmus Nielsen, skrev i 1949 i Østjysk Hjemstavn, at initiativet “viste Bondemandens rørende Omhu for at bevare et af Danmarks anseeligste Oldtidsminder, og man faar den dybeste Respekt og Ærbødighed for Palle Hansens enestående indsats”.
Kongen fik også et godt indtryk. Måske hjalp det, at Palle medbragte to bronzesværd fra højen som gaver – og et bevis på, at her nok var mere at komme efter.
Under alle omstændigheder passede Palles uimponerede handling perfekt til den bjørnbakske bevægelses slogan: “Kundskab er magt, uvidenhed er trældom”.
Den nordlige bækgård i Borum, Borum Byvej 12, i 2007.
Voldsmanden Søren
Søren Ovesen var tre år yngre end Palle. Han var også landmand i Borum, men på en noget anden måde.
I Lokalhistorisk Arkiv for Borum og Lyngby Sogne kan man læse hele tre voldsanmeldelser mod ham fra tjenestefolk i 1860’erne og 1870’erne.
Johane Marie Bryggebusck var for eksempel “bleven mishandlet (af Søren, pp) med flere Stød og Skub med at tage hende fat i Halsen og Brystet og støde hende fra et Sted til et andet”, og det skete flere gange. Da hun i et af tilfældene flygtede ud over marken “indrendte han hende igen i sine Strømpefødder og gendte hende tilbage med Hug og Stød, indtil hun kom i Gården. Da ville han tvinge hende til at malke. Det var hende ganske umuligt at kunne efter denne Mishandling”.
Højballegård, Eshøjvej 92, i 2007.
Tjenestekarl Hans Larsen forlod stedet en 1. maj, men tydeligvis før de røde faners tid. Arbejdsgiveren havde nemlig “voldelig overfaldet ham og misthandlet ham og tilført ham et betydeligt Sår i Hovedet med flere andre Skrammer og ophovnede Steder, så at han næsten var i en bedøvet Tilstand af det store Blodtab, og da han gentagne gange har truet ham med endnu værre Behandling, så så Klageren sig nødsaget til at forlade Tjenesten”.
Sogneforstanderskabets såkaldte forligsmægler – forløberen for vor tids mediator – måtte dog i alle tre tilfælde opgive sagen. I to af tilfældene blev Søren blot væk fra mødet. Vi kender typen…
“Med enestaaende Raahed”
Skæbnen vil, at Søren Ovesen blev ejer af Højballegård, og driftig var han også. Landevejen Århus-Viborg gik på dette tidspunkt stadigvæk lige forbi højen, idet den fra Mundelstrup gik via Borum til Lading. Der var god brug for sten til de evige Jens Vejmænds slid med at slå skærver og fylde huller. Så Søren tog straks fat med at sælge fra.
Hvad mere var: Længere inde i højen viste jorden sig at være den sorteste muld. Fed og næsten som gødning, blev den beskrevet. Det virkede som et mirakel og i hvert fald en stor fristelse. Så den humus, som kollegerne 3000 år før havde samlet ved møjsommeligt at stable græstørv på græstørv, tog Søren fat på at sprede ud over de forpinte jorder. Undervejs stødte hans folk på en egetræskiste. En træstamme, troede de først.
Vognene kørte hen over den, og da man kom længere ned i lagene, og stammen viste sig at være hul, ja da ragede arbejdsfolkene indholdet ud. Det blev spredt for alle vinde. Kraniet blev blandt andet flere år senere fundet i nabolandsbyen Lading. Hår og tænder endte i Skjoldelev yderligere et par kilometer væk.
“En enestaaende Raahed”, skrev museumsinspektør H. C. Broholm 80 år senere om “udgravningen” i 1871 af den midaldrende kvindes grav.
Et af fundene fra 1875 i nutidig konservering og udstilling.
Der lå også metal, og så var Søren på pletten. Han troede, at det var guld og tog det med til en forhandler i Århus, der dog måtte skuffe med, at det “kun” var 3000 år gammel bronze. Guldsmeden henviste til den lokale, forhistoriske sagkundskab.
En smutter i tingbogen
Men hør, var højene ikke udtrykkelig blevet fredet?
Jo, og endda længe før selve begrebet fredning kom ind i lovgivningen. Men måske netop derfor var der sket en smutter.
Nok havde Hasle Herreds Ret i 1854 skrevet det kongelige dekret ind i forpagter Christian Thomsens skøde med håndskrevne, gotiske bogstaver. Men så blev der handlet et par gange, og da Søren kom til fadet, var de sjældne ord, der indskrænkede den ellers så ukrænkelige ejendomsret, lige så stille løbet tilbage i blækhuset.
Fredningen var reelt ophævet.
Så Aarhuus Stiftstidende, der skrev et par nyhedsartikler om “et antiqvarisk Fund af overordentlig stor Interesse”, havde principielt ret, da man beskrev Sørens “Velvillie” ved at stille (resterne af) fundet til rådighed for “den herværende antiqvariske Samling”, altså forløberen for Moesgård Museum i Århus.
Palle døde i sommeren 1874. Af ærgrelse, må man næsten tro. Men også to måneder efter en sølvbryllupsfest, hvor lokale, stormænd og “bjørnbakkere” havde hyldet ham og fru Ane Nielsdatter.
Det bedste forsvar er…
Ane Nielsdatter. Maleri.
Nu blev det Ane mod Søren. Og snart – skulle det vise sig – Søren mod Ane. For da parret – sikkert hjulpet af “antiqvarikerne” i Århus – havde fortsat med at fremture om fredning, brugte Søren den gamle taktik: det bedste forsvar er et angreb. Sejrssikkert sagsøgte han enken.
Hun blev så bange, at hun skrev til København og bad om, at højen ikke blev fredet. Ane tilbød endda at lægge 300 kroner – i dag cirka 60.000 kroner – på bordet, så “Direktionen for de Antikvariske Mindesmærker” (rigsantikvaren) kunne grave ud og holde Søren skadesløs for det.
Konflikten endte uafgjort, for nu var centraladministrationen vågnet for anden gang. Professor Conrad Engelhardt fra “Oldnordisk Museum” – det hed det virkelig – skrev til Søren, forhandlede med ham og fik – mod gode penge fra både staten og enken – en aftale. Nu kunne der endelig foretages en professionel udgravning.
Hvilket skete i 1875, hvor nyheden om de sensationelle fund gik over landet som et velkomment sus i en nyvakt, nationalistisk epoke. Lige fra hovedstadens Illustreret Tidende, der bragte en farvelagt tegning af sceneriet, til Himmerlands-forfatteren Johannes V. Jensen, der kvad storladent i digtet Manden i Kisten – blandt andet sådan:
“Slægter kommer, Slægter forgaar.
Højen stod vel tre Tusinde Aar”
Rekonstrueret oldtid
Også videnskabens metoder forbedres. I 1990’erne tog Moesgård Museum fat på at grave igen. Ikke i resterne af selve Borum Eshøj, men i nogle af de andre høje, der kun kunne anes som små forhøjninger i marken.
Denne gang stod det på i flere år under ledelse af museumsinspektør, dr. phil. Niels H. Andersen, der generøst øste af sin viden til den interesserede lokalbefolkning.
Talrige arkæologer, studerende og frivillige hjælpere var i gang, der blev opført friluftspil, bygget hus-rekonstruktioner og endelig ligefrem læsset jord op, så der atter står et par “gravhøje” øverst på bakkedraget.
Men fund var det småt med. Nu er næsten alt virkelig væk, hvilket en sidste udgravning af hovedhøjen bekræftede i 2011.
Trættekær til det sidste
Og Søren, voldsmanden og danefæ-ødelæggeren, der endte med at få betaling for kost og logi, leje af jord, ja endog for metalværdien af nogle guldgenstande?
Jo, da udgravningen i 1875 var ovre, og både fundene og Engelhardt forsigtigt var skibet til København, sendte han minsandten yderligere en regning:
Fra Højballegård i Borum til etatsråd Worsaae på Nationalmuseet lød det nok så trættekært, at “dersom de ikke betaler mig mine Penge senest 1. December dette Aar, bliver de sagsøgt, da enhver Jurist tilstaard, at de ikke kan undgaa at betale mig mine Penge”.
Der fulgte en oversigt komplet med priser for havre og byg tillagt renter.
Så måtte Engelhardt over og smile til Søren igen. Og inden han kunne tage hjem, var han gået på forlig, og statskassen blevet yderligere 200 kroner fattigere.
Søren døde 10. august 1878. Stor var min overraskelse, da jeg i kirkebogen læste, at det af alle steder skete “paa Fattegaarden i Aarhus”.
Indtil videre har vi kun delvist fundet ud af, hvorfor det kværulantiske, voldelige og rethaveriske livsløb endte på fattiggården i købstaden. Skal vi gætte på alkohol? Var der noget med et pantebrev og en brandstiftelse?
Fortsættelse kan følge.
__________________________________________________________________________________
Kilder: Arkivalier:
Folketælling 1860
Protokol for forligsmægleren for Borum og Lyngby Sogne 1854-
Kirkebog for Borum Sogn
Artikler:
Østjysk Hjemstavn 1949: To artikler af museumsinspektør H. C. Broholm og landstingsmand Rasmus Nielsen.
Aarhuus Stiftstidende 17. april og 3. maj 1871
Illustreret Tidende 15. oktober 1876
Illustreret Tidende (ny udgave) november 1992
Moesgård Museums hjemmeside 2006-2007
Bøger:
Vilhelm Boye: Fund af Egekister fra Bronzealderen i Danmark, kapitel X (København 1896, Højbjerg 1986)
P. V. Glob: Højfolket (København 1970)
J. Magnus-Petersen (tegner, Nationalmuseet): Minder fra min Virksomhed paa Arkæologiens Omraade fra 1845 til 1908 (København, 1909)
Jørgen Jensen: Bronzealderen bd. 2 (København 1979)
Johannes V. Jensen: Manden i Kisten – i Digte 1901-1941
En stor tak til museumsinspektør Niels H. Andersen, Moesgård Museum.
Udflugt til Borum Eshøj arrangeret af Lokalhistorisk Arkiv 2006. Manden i midten er museumsinspektør Niels H. Andersen, Moesgård Museum. I baggrunden til højre rekonstrueret bronzealderhus.
Blodbøgen på Lyngbygård
Det imponerende træ i Lyngbygårds park kan formentlig spores direkte tilbage til en dramatisk periode i danmarkshistorien.
Af Bryan Rasmussen
Midt på plænen foran Lyngbygårds hovedbygning, står en meget gammel og stor blodbøg. Mange gæster har gennem tiderne spurgt om, hvor gammelt træet mon var.
Lyngbygårds tidligere ejer, Hans Bønløkke (1927 – 2004), fik foretaget en boreprøve til undersøgelse af træet på Moesgård museum.
Resultatet af prøven viste at træet er plantet 1849/50 .
Dengang hed ejeren af Lyngbygård Johannes Friis (1794 – 1877).
Blodbøgen er sandsynligvis plantet til minde om General Olaf Rye, en dansk general fra ”Den Første Slesvigske Krig ” (1848-1851).
Han havde hovedkvarter på Lyngbygård d. 22 maj 1849.
Olaf Rye blev dræbt ved Fredericia d. 6 juli 1849.
Forhistorien
I 1849 var der borgerkrig i Danmark. Slesvig og Holsten støttet af tyske stater var i krig med resten af landet. Krigssituationen i maj 1849 var følgende:
En del af den danske hær var på Als og Fyn samt belejret i Fredericia af de slesvig-holstenske tropper.
En anden del af den danske hær, ca. 8000 mand, under ledelse af Olaf Rye foretog et “strategisk” tilbagetog op gennem Jylland for bl. a. at splitte fjendens styrker. Målet var at lokke fjendens tropper op til Limfjorden.
På vej til Lyngbygård d. 22 maj 1849 modtager Olaf Rye kontraordre fra Krigsministeriet.
Han skal i stedet søge mod Helgenæs.
Ideen med denne manøvre var, at man ville lade Olaf Ryes korps udskibe fra Helgenæs til Fyn og Fredericia, og med byen fyldt med soldater ville man d. 6 juli lave et udfald fra Fredericia mod de slesvig-holstenske styrker.
Meningen med kontraordren, som Olaf Rye modtag d. 22. maj 1849, forstår han ikke, og han er uenig i den. Men han er ikke på daværende tidspunkt sat ind i de egentlige angrebsplaner.
Ved hjælp af Olaf Ryes breve og dagbog kan han selv fortælle om de dramatiske dage omkring Lyngbygård d. 21., 22., 23. maj 1849.
Fra dagbogen 21. maj : Intet passeret. Fiendens stilling den samme. Der skal være marcheret 400 Baiere mod vest til Uldum og Nim, samt omliggende byer.
22. maj : Efter de modtagne Efterretninger besluttet at forlade Stillingen ved Skanderborg. En Recognoscering fremsendtes af Fienden ½ Bataillon og 3 Eskadroner ved Fuldbroe, blev modtagen med 4 Canonskud, som dræbte 1 Mand. Kl. 4 blev Broerne forladt, og Corpset tog et Cantonnement bag Ring og Harlev. Samtidig med denne Bevægelse modtog Ordre fra General Bülow, som havde havde en Conference med Krigsministeren, som var der, at hvis det endnu kunne gaae om, skulde Tilbagetoget dirigeres til Helgenæs, hvis ikke blev det ved den engang givne Bestemmelse. Forraader (af) alle Slags skulle sammenhobes paa Helgenæs. 9. Batallion da henlægges under Corpset.
Tilbagegangen skee meget langsomt, men kuns Retraitlinien sikret. – Oberstlieutenant Møller forbleven i sin stilling foran Aarhuus. Tropperne kom først sildig i Cantonnement. Med denne Forandring af Direktionen var jeg ikke tilfreds, da den uafhængige Stilling ophører. Den vanskeligste Retraite er skeed. Forberedelser til at overskride Limfjorden er tagen, saa der kan intet være i Veien. Hovedqvarteret flyttedes til Lyngbye Gaard hos Ritmester Friis.
Lyngbye Gaard 22. May 1849 11 ½ Aften.
Efter at ieg igaar havde faaet Efterretning, om at Fienden havde sammentrukket sin Styrke, og at 6000 Mand var gaaet vesten om Agersbøl ad den Vei, der fører til Silkeborg, besluttede ieg i dag at forlade min Stilling ved Skanderborg og gaae 2 Miil tilbage, og havde just sat mig i March, som ieg modtog Posten, hvori en Befaling at trække mig til Helgenæs, hvis det endnu var mueligt.
Skiønt denne Befaling ikke er mig behagelig, og ieg har forberedt mit Tibagetog saaledes, at det efter al Sandsynlighed ville være fuldbragt uden synderligt Tab, maae ieg nu adlyde mod min Villie. Ieg gaaer i morgen Formiddag til Aarhuus, som er hen ved 2 Miil herfra, og stiiler mig ½ Miil nord for Byen. Syd for Byen staaer Oberstlieutenant Müller med en lille Afdeling for at giøre et let Forsvar, men som nu, da ieg selv kommer der, skal om mueligt blive alvorligere. Hvis ieg nu senere bliver nødt dertil, trækker ieg mig langsomt til Helgenæs, og naar ieg kommer der, maae Du sende mig den forlangte Viin. – –
Ieg er her i Aften ankommen til Lyngbye Gaard, hvor vi have det meget godt, men i morgen Fm. Kl. 10 gaae vi igien bort herfra, hvorhen veed ieg endnu ikke. Til Helgenæs haaber ieg ikke at komme i de første Dage.
23. maj :
Marchen af Corpset dirigeres mod Aarhuus ¾ Miil nord for Byen. – Afmarchen Kl. 1. – Fienden er rykket frem til Hovedgaard med 4 Batailloner, 8 Eskadroner og 8 Canoner Kl. 9 og vedblev at marchere mod nord. Alle Etablissementer dirigeredes mod øst mod Helgenæs. Hovedqvarteret tages paa Skaarupgaard.
Ryes død gjorde stort indtryk
Krigen var i disse majdage tæt på Århus og omegn. Ritmester Friis, ejeren af Lyngbygård i 1849, var på mange måder en god støtte for Ryes korps i denne periode.
Olaf Ryes død ved Fredericia 6 juli 1849, gjorde et stort indtryk på samtiden.
Oven på glæden over dansk sejr ved Fredericia, fulgte en statsbegravelse af Olaf Rye fra Garnisonskirken i København. Det officielle Danmark med kongeparret i spidsen var tilstede. Han blev begravet på Garnisons kirkegård. og Grundtvig talte over graven.
Februar 2008
Bryan Rasmussen
________________________________________________________________________________________
Citaterne hentet fra P. Fr. Rist: “Olaf Ryes saga”, optegnelser, dagbøger og breve
Borum blev besat, hærget og plyndret
Alle gemmesteder blev fundet, og ingen husstand blev skånet, da 3-4000 vilde karle indtog Borum i 1849. Vi ved det fra præsten, der skrev en grundig redegørelse i Aarhuus Stiftstidende.
Læs hele artiklen herom på dette gratis link.
Borum blev besat og plyndret – Word
Borum Bro
Stillingvej gik oprindelig helt ned til broen over åen. Tegning 1956: Asger Muchitsch.
Det syn, som her er bevaret på en tegning, forsvandt i midten af 1970’erne.
Landevejen mellem Randers og Skanderborg, Stillingvej, krydsede over Lyngbygård Å på Borum Bro. Det gør den sådan set stadigvæk, men nu på en høj dæmning, så vej og vand helt har tabt kontakten.
Borumbro (som regel skrevet i ét ord) er et ældgammelt stednavn, der også blev brugt om et par ejendomme på begge sider af åen. I dag er kun dem i Framlev Sogn bevaret.
Ejendommen på Borum-siden, “Skovlund”, blev revet ned, da Århus Amt i 1976-77 anlagde den nuværende landevej, og kun en lille gruppe træer vest for vejen viser i dag, hvor den stod.
Selve åen blev ved samme lejlighed rettet ud, så “kringlerne” forsvandt. Siden har man forsøgt at reparere på det brutale indgreb i engen, blandt andet med en passage i åen til lystfiskere, oddere og andre pattedyr.
Og “kringlerne” eller “kringlen” er – i hvert fald som navn – genopstået i form af en park, som Borum Menighedsråd anlagde i 2011.
Aarhuus Stiftstidendes tegner, Asger Muchitsch, Kvottrup, udførte den tegning, du ser her, og avisen ledsagede den 6. august 1956 af en tekst af lokalhistorikeren August F. Schmidt, Brabrand. Han fandt det sandsynligt, at kongen havde passeret broen, da han i 1563 var indkvarteret hos herredsfoged Peder Pedersen i Borum. Det lyder rigtigt.
Hvor gammel er Borum Bro? Det fortaber sig. Oprindelig har her nok været et vadested, men vi ved, at allerede under svenskekrigene i 1500-tallet blev den daværende bro så hårdt medtaget, at den måtte repareres.
Afgørende for, hvor man valgte at krydse e så forholdsvis stort vandløb som Lyngbygård Å, har været, at der var nogenlunde fast grund under fødderne indtil selve åen. Det er netop tilfældet her. Det lidt højere land på Borum-siden blev kaldt for Broholm.