På jysk udtales navnet “Rumlihwol”.
Ejendommen i det sydøstligste hjørne af Lyngby Sogn hed Haraldskær, og denne blev i sin tid udskilt af Lyngbygård Mark.
Det lystige navn Rummelihul menes dog at være betydeligt ældre og skyldes de akustiske forhold i egnen: lyden af hestevognene kunne høres helt til Lyngbygård og viden om – modsat andre steder i området.
Vejen til Rummelihul udgik indtil ca. 1993 fra Glamhøjvej mellem nr. 8 og 12. Den blev også benyttet som markvej for Glamhøjgård og ofte til en stille gåtur – langt fra de offentlige vejes farlige trafik, ak ja.
Efter anlæg af motorvejen E45 gennem området blev “Rummelihul-vejen” skåret over og af Vejdirektoratet erstattet af en grusvej ganske parallelt med motorvejen ø.f. denne – med al den støj som kan tænkes. Ingen gik tur her.
Efter anlægget af endnu en motorvej – Rute 15 – blev Rummelihul i 2008 revet ned. I dag anes en gruppe træer mellem motorvejskrydset og Dansk Supermarkeds grimme lager. Dér lå ejendommen.